I eftermiddag kl. 17.00 inviterer Gellerups nye skole, Kløverskolen, til informationsmøde for kommende elever, som skal starte i 0. klasse næste sommer. Mødet foregår i Mellemrummet foran Gellerup Bibliotek.
Brabrand IF kæmper hårdt for at få mulighed for at spille pokalkampen mod Viborg FF i Oddset Pokalens kvartfinale på hjemmebane på Engdalsvej, siger sportsdirektør Andreas Rasch-Christensen til fodboldmediet Bold.dk. “Som det ser ud lige nu, afvikler vi kampen på egen hjemmebane. Lige nu er spørgsmålet, om det skal være på kunstgræs eller på rigtigt græs. Den endelige beslutning kan under alle omstændigheder ikke træffes lige nu – på grund af vejret – men lige nu skal vi have grønt lys fra kommunen,” siger han i denne artikel.
I aften og torsdag aften kl. 19.30 spiller Vester Gasværk teaterforestillingen ”Vimmersvej” på Gasværket. Der er få billetter tilbage i weekenden, men du kan bestille dem, der er tilbage via dette link.
66 bilister, som for nogen tid siden fik en fartbøde for at køre for hurtigt gennem Årslev, har fået annulleret bøden, skriver Stiften. Siden 2023 har fartgrænsen gennem Årslev været 50 km/t, og de 66 bilister blev målt til at køre mellem 50 og 70 km/t. Ifølge Rigspolitiet kunne bilisterne med rimelighed være i tvivl om, hvor hurtigt de måtte køre, da der på østsiden af rundkørslen i Årslev står et 70 km/t-skilt, og derfor kunne der være grund til at tro, at 70 km/t-zonen fortsatte ind i landsbyen. Rigspolitiet har nu bedt politiet om at ændre skiltningen på stedet.
A. Enggaard har etableret facebooksiden City Vest og Gellerups næste kapitel, der fortæller om nogle af bydelens beboere og fine steder. Blandt andet kan du læse om byparken som en central del af Gellerups helhedsplan, der skaber et bindeled mellem boligområderne og nye byfunktioner. “Her mødes rekreative områder og grønne initiativer i en balance, der understøtter byens udvikling,” skriver A. Enggaard om parken.