Den kraftige regn den seneste uge har fået vandstanden i både Brabrand Sø og Årslev Engsø til at stige betydeligt. På Brabrandstien ved Stadepladsen er vandet nu løbet ind over stien, så man kun med forsigtighed kan liste tørskoet forbi. Og ved “andebroen” i den vestlige ende af Brabrand Sø har vandet helt oversvømmet stien.
Mandag aften sagde Brabrand IF Gymnastik tak til Kirsten Lundsgaard for mange års trofast arbejde i bestyrelsen, blandt andet en årrække på formandsposten. Kirsten Lundsgaard havde allerede for nogen tid siden meddelt, at hun stopper. Nyvalgt formand blev Janni Kikkenborg Rossel, som hidtil har været kommunikationsansvarlig.
Murer- og tømrerfirmaet Uldahl & Bruhn, Dyssehøjvej, er igen i år nomineret til titlen som Årets Håndværker. Det er i år i kategorien for håndværkerfirmaer med over 10 ansatte. Hvem der vinder titlen afgøres senere på foråret ved en prisfest i Cirkusbygningen i København.
I eftermiddag kl. 14.30 inviterer Folkehuset Brabrand til gudstjeneste i lokalerne på Voldbækvej 92.
Nemlig.com nærmer sig nu afslutningen på opførelsen af den kolossale lagerhal, der skal huse virksomhedens distributionscenter i vest-Danmark. Lige nu arbejder entreprenørmaskiner i Årslev på at skabe en stor parkeringsplads til virksomhedens kommende medarbejdere.
I eftermiddag kl. 13.30-15.30 inviterer Livsværkstederne sammen med Gellerup Bibliotek og Gellerup Kirke til fællesspisning og fællessang på Fredspladsen.