Statsadvokaten i Viborg har sat punktum i den tragiske sag, hvor en 28-årige bilist for 14 dage siden blev kendt skyldig i uagtsomt at have dræbt den 23-årige Katrine Lilleøre Holm i krydset Edwin Rahrs Vej og Åby Ringvej. Manden blev idømt betinget fængsel og 80 timers samfundstjeneste. Dommen vil ikke blive anket, oplyser statsadvokaten, da man ikke vurderer, at dommen vil kunne blive anderledes. Læs Jyllands-Postens gennemgang af sagen her.
Coronasmitten i Gellerup Sogn er igen under incidens-grænsen på 600. Tirsdagens tal fra Statens Serum Institut viser 55 nye smittede den seneste uge, hvilket svarer til en incidens på 589. Incidensen er antallet af smittede i løbet af en uge pr. 100.000 indbyggere. Smitteprocenten er stadig meget høj – 6,83 procent.
Fodboldklubben Vatanspor sikrede sig i aftes en 2-1-sejr over topholdet Fuglebakken KFUM i jyllandsseriens oprykningspulje. Selim Genc bragte Vatanspor foran i første halvleg. I de sidste minutter fik Fuglebakken udlignet, men Tarek Kayed sørgede kort efter for sejrsmålet til 2-1. Uanset sejren kan Vatanspor formentlig ikke nå at indhente Fuglebakken på førstepladsen.
Aarhus Kommune skulle i dag være påbegyndt etableringen af bump på Hejredalsvej. Kommunen har desværre ikke fået leveret midterhellerne som aftalt og er derfor nødt til at udskyde arbejdet, meddeler projektleder Per Thoft Kærsgaard. “Vi er nødt til at lukke dele af vejen for at kunne lave arbejdet, og derfor laves det hele på en gang,” skriver han. Arbejdet er nu rykket til uge 24, midt i juni.
“En dårlig falafel kan føles som at tage en bid af en ørken. Men en god falafel derimod – jeg siger dig, når du spiser den, får du fornemmelsen af at være taget på en hurtig rejse til Mellemøsten uden pas.” Sådan lyder indledningen til DR´s portrætartikel af Mustafa Faour, som her fortæller om sin passion for falaflen, som du kan købe i hans butik i Klostergade. Du kan læse artiklen her.
Naturvejleder Tina Fleischer, som tidligere har arbejdet på Naturcenter Sølyst, skriver i Stiften et læserbrev om planerne om nybyggeri ved Årslev Engsø. “Jeg håber, at jeres byggeplaner skrottes – for dyrenes og hele byens skyld,” skriver hun i læserbrevet, du kan finde her.
I en periode har der været demonstrationer i Gellerup mod udviklingen i det palæstinensiske område, Gaza. Men i lørdags stimlede mange mennesker sammen ved Information Vest til et nyt initiativ: Susu al-Khamash havde via sin instagramprofil @tastingwithSusu opfordret alle til at donere mad og kage til en velgørenhedsbod, der skulle samle penge ind til palæstinenserne i området. Skræppebladet har lavet denne reportage fra begivenheden.