I lang tid har alle i Vaskeriet på Louisevej diskuteret og været urolige for den kommende renovering, der nu er nået til deres daglige arbejdsplads. Men nu har de udviklingshæmmede og daglige medarbejdere truffet en beslutning: “Vi vil hellere blive i butikken under renoveringen og leve med støj og støv end at fortsætte forhandlingerne med bestyrelsen i Søvangen, om vi kunne være i fælleshuset. Vi har derfor sammen lavet en plan B, hvor alle føler sig hørt og bakket op og vi har meddelt Brabrand Boligforening og bestyrelsen i Søvangen vores beslutning,” skriver Vaskeriet på Facebook.
Æblehaven har hele efterårsferien åbent hver dag i tidsrummet kl. 10-17. Du har stadig mulighed for at købe en lækker is, inden kiosken går over til vintersæsonen, hvor de varme retter som hotdogs, churros og varm kakao tager over. Men i efterårsferien kan du få det hele – og du kan hilse på gederne og køerne på marken.
I går var en stor dag på den nye cykeløvebane, der ligger på parkeringspladsen ved Jettesvej 29-31. Masser af børn og voksne mødte op for at blive dygtigere til at køre på cykel og for at blive helt fortrolige med færdselsreglerne, inden de bevæger sig ud på vejene i lokalområdet. Desuden var der kage, kaffe og saftevand.
Man kan cykle sig til meget – også til en lækker smoothie. En af aktiviteterne på den nye cykeløvebane i Gellerup tirsdag eftermiddag var en cykel koblet til en beholder med lækker frugt – og når man trådte grundigt i pedalerne, blev frugten kværnet og blandet til to glas med frisklavet smoothie.
I dag, 15. oktober, fylder idrætsanlægget Globus 1, 20 år, fortæller en af lokalområdets ildsjæle, Helle Hansen. “Hallen blev bygget under Urban II-tiden med en stor grad af borgerinddragelse, som blandt andet betød, at der dybt nede i Globus 1’s kælder i dag findes en lille sauna, som blev skabt til Jan Thielemann og Brabrand Bokseklub. I de første år var der også en systue, mens der aldrig blev penge til at lave det lovede vådværksted,” skriver hun på Facebook.
I dag kl. 11-14 er der efterårsferie-aktiviteter i Laden, Edwin Rahrs Vej 6B. Lav din egen halloween-maske – uhyggelig, sjov eller eventyrlig. Du kan også skære frugt og grønt i halloween-tema – og lave sunde madpakker sammen med tandfeen Marwa.
Også i dag er der efterårsferie-aktiviteter i Globus 1, Gudrunsvej 3 A. Kl. 9.00–11.30 er der Hop og leg i hallen for de yngste (0–6 år). Kl. 12.30–15.00 overdrages hallen til de større børn, som får fart på banen og masser af sjov. Og hele dagen er der åben bordtennis for alle.



