Café Norr er lukket efter lidt over to år i City Vest. Caféen er gået konkurs, oplyser indehaver Alan Abdo. En lang corona-nedlukning efterfulgt af en svær periode i indkøbscentret med faldende besøgstal har været en for stor udfordring.
GLS Pakkeshop er tilbage hos Brabrand Købmand på Hougårdsvej. Købmanden mistede i begyndelsen af 2021 udleveringen af pakker for GLS, der valgte at koncentrere udleveringen i City Vest. Her har den i en periode været lukket, og tirsdag blev det i informationen oplyst, at den ikke åbner igen. Foto: Henrik Andersen.
Gellerup skal have gang i bankospillet igen. Men der er brug for hjælp til at råbe op og uddele præmier hver anden onsdag kl. 13-15 i folkehuset/lokalcentret på Gudrunsvej 80. Det vil gøre en forskel for 25 inkarnerede bankospillere, som alle er pensionister og har mødtes gennem mange år og spillet banko sammen. Du kan kontakte frivilligkonsulenten, Ulla Bording, på tlf. 4188 4143 eller formand for folkehusets råd, Ingrid Jensen, på tlf. 2613 4901, hvis du er interesseret i at hjælpe.
En 33-årig mand blev tirsdag kl. 13.47 anholdt og sigtet for at køre bil i påvirket tilstand af euforiserende stoffer, da han blev standset af en patrulje fra Østjyllands Politi på Gudrunsvej. Han blev desuden sigtet for at køre i en bil uden nummerplader.
I aften kl. 17-19 er der igen vinterferie-aktiviteter i Sports- og Kulturcampus. Du kan komme på DJ-kursus med DJ Iwana og Roro.
Der er gang i Bamsefabrikken i City Vest. En af gaverne på feriebilletten er nemlig en valgfri bamse, som børnene selv kan lave. Der er 10 forskellige bamser at vælge imellem, og der kan købes tøj til bamsen separat. Bamsefabrikken har åbent hver dag kl. 10-15 på centertorvet. Feriebilletten koster 40 kr. og kan købes i informationen.