Fredag d. 27. november byder Gasværket på årets sidste fredagsbar. “Tag din nabo med og mød dine venner. Få dine børn passet og tag ned og få en fadøl eller et glas vin fra Altid Vintid, og en god start på weekenden og julen,” skriver arrangørerne. Fredagsbaren ligger i tidsrummet kl. 16-19.
I eftermiddag kl. 14-16 er der sognecafé i Brabrand Sognegård, hvor Benny Grey Schuster, der er tidligere lektor i teologi på Folkekirkens uddannelses- og videnscenter, taler om kirkebyggerier før og nu. Entré 50 kr.
Tirsdag aften bød Folkehuset Gellerup på Mortens Aften i Samlingshuset i Gellerup. Arrangementet var godt besøgt af deltagere fra hele Brabrand. Menuen var naturligvis andesteg med alt hvad dertil hører. Desuden var der god tid til at snakke sammen ved bordene, blandt andet om forskellige traditioner her midt i november.
I formiddag kl. 10.00-11.30 kan du kigge forbi Folkehuset Brabrands træværksted, hvor der er plads til både begyndere og øvede. Der er frivillige klar til at hjælpe, og du behøver ingen forudgående erfaring – bare lysten til at bruge hænderne og være en del af fællesskabet.
I dag besøger politikerne i Aarhus Kommunes kulturudvalg bygningerne omkring Fredspladsen i Gellerup. Blandt andet deltager Kristian Harbo Jeppesen fra Kulturforvaltningen, Trine Kyed Jansen og Ali Ajjawi fra Bydelsudvikling i MSB, orkesterchef Signe Bisgaard fra Aarhus Jazz Orchestra og Teaterleder Bjarne Sandborg fra Teater Refleksion. Det er målet, at Aarhus Jazz Orchestra og Teater Refleksion skal flytte ind på Gellerupscenens Store og Lille Scene.
I eftermiddag kl. 14.00 fortæller Verner Snog i Folkehuset Brabrand om håndværkerliv som tømrer i Brabrand. Pris for foredrag, kaffe og kage er 60 kr. for medlemmer og 80 kr. for gæster. Tilmelding til Gitta Kloock på sms til 2216 9602.
I eftermiddag og aften kl. 17.30-19.30 kan du hos Gellerup Art Factory, Karen Blixens Blvd. 23, komme tættere på livet og kulturen i Myanmar. “Vi skal møde stemmer, vi sjældent hører. Blive klogere på rohingyaernes historie, kultur og kamp, lyder det i invitationen. Tilmeld dig ved at sende 40 kr. til MobilePay nr. 5171WL.
Torsdag kl. 18-20er der igen aktivitet i Mellemrummet foran Gellerup Bibliotek. “Kom til en hyggelig aften i Mellemrummet på torsdag kl. 18-20 i selskab med de dygtige unge i Junior Rangers! Der vil være masser af hygge, sjove spil, grin og godt fællesskab. Alle er velkomne,” lyder det i invitationen fra vært Randa Radwan.
Fredag kl. 16.30 præsenteres bogen “We Co-create our city, Gellerup” i Dansk Arkitektur Center i København i en samtale mellem sociolog Aydin Soei, arkitekt Anders Lund Hansen og bogens forfattere Aysha Amin, Alexander Muchenberger og Pernille Maria Bärnheim. Undervejs vil der være spørgsmål fra publikum.



