I år starter Brabrand Kulturuge allerede fredag den 11. september med et besøg i fredagsbaren på Gasværket. Du kan købe friskskænket fadøl eller smage på vine og bobler fra Altid Vintid. Denne gang byder fredagsbaren også på livemusik med Maria Molde fra bandet Molde. Hun optræder solo med sin mandolin og sang. Desuden læser Dann Phaff digte op. Du kan glæde dig til at møde både hans aliasser, Joshua og H, samt Dann selv, der deler skarpe, varme og genkendelige betragtninger om livet i Brabrand.
Lørdag var det igen hverdag for fodboldklubben Vatanspor, der mødte Nørager i en kamp mellem nummer ét og to i jyllandsserien. Resultatet blev 3-3, efter at Vatanspor havde ført 3-1 midt i anden halvleg. “I dag var det tydeligt at se, at tirsdagens enorme pokalkamp stadig sad i både krop og ben. 120 minutters intens fodbold mod AaB kostede kræfter, og i dag manglede vi den friskhed og skarphed, som normalt kendetegner vores hold,” skrev sportschef Osman Eroglu efter kampen. Målene blev scoret af Abduljabar Cumar, Bleron Koliqi og Mathias Glud Laursen. De to hold ligger nu side om side på førstepladsen.
Børnene i Cirkus Tværs har i weekenden været på besøg hos Cirkus Kæphøj i Holbæk til workshops og opvisning. Her optrådte de lokale cirkus-børn blandt andet sammen med jævnaldrende fra Cirkus Flik Flak, Cirkus Arcus og Fugl Føniks og leverede et show med børnecirkus for hele familien.
Mandag d. 7. september begynder Sara Lind Frederiksen en ny sæson med udendørs kvinde-træning i Brabrand Søpark. “Så hvis der er nogen, der trænger til frisk luft, bevægelse og hyggelig træning, er I meget velkomne. Træningen er for alle niveauer, så alle kan være med,” skriver hun. 15 træningsgange koster 215 kr. Følg med via Facebook-gruppen Outdoor Brabrand.



