Gellerup Bibliotek inviterer torsdag d. 26. oktober til en aften på biblioteket, hvor du kan skære årets halloween-græskar og spise lækker græskarsuppe og græskarkage med dine naboer. Desuden inviterer Aarhus Omstiller til en snak om den grønne omstilling og de igangværende lokale projekter. “Vi har sørget for græskar og snittegrej – det eneste du skal sørge for er at tilmelde dig, så vi ved, hvor mange vi skal lave mad til,” skriver biblioteket. Du kan læse mere og tilmelde dig her.
62 børn, unge og voksne fra Gellerup er på vej til Italien, hvor de i efterårsferien skal deltage i den internationale fodboldturnering Limone Cup 2023 ved Gardasøen. I samarbejde med Get2sport og Klubberne i Gellerup – UngiAarhus tager spillere og trænere ned for at få en fantastisk fodboldoplevelse med andre børn og unge fra flere forskellige lande. Der venter 3 dage med fodbold om dagen og hyggeligt samvær om aftenen.
I dag kl. 11-15 inviterer Gellerup Bibliotek til Lego- og efterårsferie-hygge. Biblioteket stiller alle Legoklodserne frem, og så er det ellers bare at bygge løs.
Nu kan du købe kød fra det skotske højlandskvæg, der de seneste år har græsset på de åbne område på og omkring Espenhøj i True Skov. Kødet sælges i portioner af minimum fem kilo ved henvendelse til Jesper Hansen, Silkeborg Naturkød, på 6130 4502.
Det Boligsociale Fællessekretariat har siden 2008 uddelt prisen til Årets Boligsociale Ildsjæl. Med prisen følger 5.000 kr. som er doneres af Arbejdernes Landsbank. Uddelingen af prisen til Årets Boligsociale Ildsjæl sker for at gøre opmærksom på og hylde de mange ildsjæle, der gør en kæmpe indsats i byens udsatte boligområder. Du kan være med til at indstille kandidater til prisen. Deadline for indstilling er fredag d. 24. november. Send din indstilling til miguel@fs-aarhus.dk.