Tredje søndag i advent havde Grimfest igen musikalske gaver at dele ud. Du kan på næste sommers festival bl.a. få et varmt bjørnekram af familieforetagendet fra Thy, Jonah Blacksmith, folk-rock bandet bestående af bl.a. brødrene Simon Alstrup og Thomas Alstrup og fætteren Lasse Alstrup. Jonah Blacksmith er opkaldt efter brødrenes bedstefar Johannes Alstrup, der var smed i den lille by Koldby i Thy. Bandet har udgivet tre studiealbums siden debuten Northern Trail i 2014.
Lørdag aften debuterede de kreative unge kvinder i Skaberværket som koncertarrangører på spillestedet Turkis. Det skete med en koncert med bl.a. DIBSET, som her ses på scenen til koncerten. Skaberværket er et nyere initiativ for 18-30-årige aktive unge i Gellerup-området, som brænder for at lave aktiviteter for og med jævnaldrende. Foto: Trine From Jacobsen.
I eftermiddag kl. 16-18 inviterer Det Boligsociale Hus til workshop om demokratisk værtskab, denne gang hos Klubberne i Toveshøj, Janesvej 4. Sammen med Børns Vilkår vil klubben åbne op for temaet diskrimination. Tilmelding hos jody@bbbo.dk
I dag kl. 13-15 byder Folkehuset Gellerup på gratis julefrokost i cafeen. Menuen står bl.a. på fredsfisk med hjemmelavet remoulade og lun leverpostej med rødbeder, selleripostej og røget laks på spinatbund. Tilmelding er nødvendig – via linket her.
I eftermiddag kl. 15.30-17.30 får MakerMonday på Gellerup Bibliotek besøg af kæmpesnegle. Du kan komme helt tæt på de store snegle, og biblioteket sørger for papir og blyanter, så du kan fordybe dig ved at lave en tegning.