Fra mandag til fredag kan børn hver dag være aktive i Globus 1. Kl. 9-12 er den store forhindringsbane reserveret til de 0-6-årige, og om eftermiddagen er det de større børns tur til at prøve kræfter med banen og med bordtennis i Studio.
Jakob Magne Merrield, som til daglig spiller på Brabrand IF´s herrehold i håndboldens 3. division, blev i weekenden topscorer ved det uofficielle EM for klubhold i beach-volley. Hele 170 mål scorede Jakob Merrild for sit hold, Aarhus Beach, men det rakte dog “kun” til en femteplads ved stævnet i Portugal. Vinder blev portugisiske GRD Leca-Spar. Jakob Merrild blev efter stævnet udtaget til turneringens all star-hold.
I eftermiddag fra kl. 13.15 inviterer Folkehuset Brabrand igen til en hyggelig banko-eftermiddag. Der spilles 10 spil banko med fine præmier, og i pausen er der kaffe og lækker kage fra caféen, og der er mulighed for at deltage i amerikansk lotteri.
Østjyllands Politi har i weekenden haft ekstra folk på gaden i Gellerup, efter at bydelen har været plaget af flere brande i bl.a. affaldscontainere, skriver TV 2 Østjylland. “Vi skal sørge for, at der ikke kommer flere af de her brande, og at de her eventuelle ballademagere ikke skaber mere uorden. Vi har valgt at sætte massivt ind, så borgerne kan færdes trygt og sikkert i området, siger vagtchef Peter Svith Pousen, Østjyllands Politi til TV2 Østjylland.
Hele næste uge kan du på Gellerup Bibliotek aflevere legetøj, I ikke bruger mere. Biblioteket gør det til gavn for miljøet, pengepungen og ikke mindst for at glæde børn og familier.
I dag og på onsdag kl. 10-12 kan du med dine børn nyde en dejlig stund på Gellerup Bibliotek med udvalgte film for de mindste. Filmene egner sig godt til de 2-5 årige, men alle er velkomne. Filmene kører i loop hele formiddagen, så I dukker bare op, når det passer jer.
I dag kl. 12.00 inviterer Junior Rangers og Det Boligsociale Hus til Grøn Dag, hvor lokalområdets børn og forældre på en legende og underholdende måde kan få ny viden om miljø og affaldsnedbrydning. Det foregår i Skovgårdsparkens selskabslokaler, Sigridsvej 11A.
I dag, i morgen og på onsdag kl. 13-15 kan du på Gellerup Bibliotek deltage i en kreativ workshop, Gellerups Skygger, der er et kunstprojekt, som til januar 2025 resulterer i et skyggeteater, som vil blive projiceret op på bygningerne omkring Verdenspladsen i Gellerup.