På den sidste dag på DBU´s fodboldskole i Brabrand IF fik alle deltagerne en overraskelse, da købmand Mads Vejrup fra Rema 1000 Stenbækvej pludselig stod i børnenes frokostpause og var klar til at dele 200 is ud til meget begejstrede børn. “Selv trænerne fik en med på vejen,” skriver Brabrand IF Fodbold Ungdom på Facebook.
I dag kl. 15.00 skal Brabrand IF´s 2. divisions-herrer i fodbold ud på en svær mission på Gladsaxe Stadion, hvor holdet møder AB. Akademisk Boldklub, som klubben oprindelig hedder, blev i november 2022 opkøbt af den britisk-amerikanske investorgruppe Five Castles Football Group LLC, der har store ambitioner med holdet. I løbet af sommeren er store dele af holdet blevet udskiftet, og mange nye spillere er kommet til, blandt andre den tidligere AGF-spiller Daniel A. Pedersen. Kampen kan som altid følges online via dette link. Arkivfoto: Henrik Andersen.
Til byfesten i Brabrand lørdag d. 9. september arrangerer flere af de handlende i Hovedgaden forskellige aktiviteter.Blandt andet tilbyder Genuina Garn & Håndværk et gratis lær-at-strikke-kursus for alle dem, som har lyst til at lære det. “Og for jer, som allerede kan strikke; Jeg stiller garn til rådighed, så I kan strikke huer til nyfødte på Skejby Sygehus – I kan fint nå en hue eller to på en formiddag. I får en kop kaffe og lidt sødt, som tak for indsatsen,” skriver indehaver Sara Brockelmann på Facebook.