Her til formiddag kl. 9.00 fortsætter True Skov MTB Spor rækken af fælles ture i Hasle Bakker, Skjoldhøjkilen og True Skov. Der er afgang fra kl. 9 fra foden af Hasle Bakker. Arrangør Kurt Kragh Sørensen håber, at mange, som ikke er så rutinerede MTB-folk, har lyst til at møde op. Hvis mange nok møder op, køres der i tre grupper opdelt efter erfaring. Nu kan finde nærmere info om dagens program her på begivenheden.
For dig som elsker guld, glimmer og popmusik, inviterer Brabrands kulturhus Gasværket til streaming af årets musik-konkurrence Eurovisionen – Det Internationale Melodi Grand Prix. Tirsdag og torsdag d. 13. og 15. maj kan du opleve semifinalerne med optakt kl. 19.00. Optakten er fyldt med musik, quiz, ønskebrønd, fællesdans og vidensdeling. Hvem, ved hvad, om Eurovision – både 2025 og alle de gamle klassikere. Læs mere om arrangementet her.
I eftermiddag fra kl. 14.00 inviterer organisationen Globall til Global Football Festival i Globus 1 på Gudrunsvej 3A med masser af præmier og god stemning. Alle er velkomne til at kigge forbi. Globall er stiftet af en ung kvinde fra lokalområdet, Nagin Ravand, som tidligere startede pigefodbold i Gellerup og ligeledes har stået for kvindefodbold i fodboldklubben Vatanspor. Læs mere her.
Brabrands fodboldkvinder har indledt foråret i 2. divisions slutspil, hvor det i Odense blev til en 2-0-sejr over OB. Johanne Bloch bragte tidligt i kampen Brabrand foran 1-0, og den føring holdt frem til kampens sidste minutter, hvor Matilde Bach Frandsen fordoblede føringen til 2-0. I denne weekend er Brabrand oversidder i puljen. Holdet spiller den første hjemmekamp lørdag d. 26. april, hvor modstanderen er Team Viborg.
I dag kl. 11-13 inviterer afdelingsbestyrelserne i Gellerupparken og Toveshøj i samarbejde foreningen ”En fra holdet” til at deltage i en affaldsindsamling i Gellerup og Toveshøj. Mød op ved Samlingshuset, Karen Blixens Boulevard 23 – 27 eller ved beboerhuset Laden. Kl. 13 er det kaffe-/saftevand og kage fra Cafe Perlen i Laden.
I eftermiddag kl. 14.00 kan du opleve endnu en spændende 3. divisionskamp i fodbold for mænd på kunstgræsbanen ved Brabrandhallen. Her tager topholdet Brabrand IF imod FA2000 fra Frederiksberg. Kampen er den sidste i grundspillet. Brabrand har i de seneste kampe haft svært ved at finde niveauet fra efterårets flotte indsats, blandt andet i pokalturneringen – men fordi resultaterne har flasket sig, ligger holdet stadig på førstepladsen i 3. division, mens FA på syvendepladsen kæmper for at komme med i oprykningsspillet.