Gellerups nye skole, Kløverskolen, begynder for alvor at tage form. Blandt andet er idrætshallen ved at være færdig. Et grønt halvgulv er nu blevet lagt. “Det begynder nu for alvor at ligne en vaskeægte idrætshal, hvor vi skal tilbringe rigtig mange timer, når Kløverskolen åbner til august,” skriver skolens ledelse til forældre og børn.
I formiddag kl. 9.00 fejrer Brabrand Parkrun, at det lokale motionstilbud har eksisteret i 15 år. Der bliver festlig fejring på parkeringspladsen ved Lenesvej.
I dag kl. 13.00 skal Brabrands fodboldkvinder i 2. division forsøge at fastholde topplaceringen i slutspillet, når Dalum/Næsby kommer forbi til et opgør på Domis Park.
På mandag d. 12. maj kl. 17.00 får Den Gode Skolegang besøg af psykolog Katrine Tranum Thomsen, som vil præsentere eksempler på børneopdragelse ud fra tre begreber i udviklingspsykologien: Barnets zone for nærmeste udvikling, udvikling af selvregulering oh affektiv afstemning. “Vi vil efterfølgende drøfte, hvordan man selv kan bruge teorierne i sin børneopdragelse. Jeres egne eksempler er meget velkomne,” skriver arrangørerne, Det Bolig Sociale Hus. Det foregår i Laden, Edwin Rahrs Vej 6B, og alle er velkomne.
I eftermiddag kl. 14.00 er der ligeledes fodbold og god stemning på Arena Vest i Gellerup, hvor serie 1-holdet ACFC tager imod Hatting/Torsted.
I eftermiddag kl. 15.30 er der ligeledes fodbold på anlægget ved Sødalskolen fodbold, hvor Vatanspor i jyllandsserien tager imod Nørager Boldklub. Klubben har tændt for grillen, så man kan købe den legendariske vatan-burger.



