Sigrids Stues Tegneskole i Gellerup har igen startet et godt hold af tegneinteresserede børn. De iagttager, laver “myretegning”, fælles-tegninger og tegninger som relaterer sig til Sigrids Stues øvrige projekter og kunstneriske samarbejder Gellerup.
I eftermiddag kl. 15.00 inviterer The Blue Room på Langdalsvej 46 igen til fredagsbar, denne gang krydret med fejringen af med-indehaver Ejgil Lihns 25 års jubilæum som fotograf. The Blue Room disker op med hygge og lidt lækkert til ganen. Alle er velkomne.
I aften fortsætter hyggen sikkert fra kl. 18.30, hvor Café Brabrand inviterer til ”Den store Brabrand julefrokost”. For 350,- får du lækker mad og fremragende underholdning ved orkestret Balløverne. Du kan købe billetter via dette link.
Bydelsmødrene 8220 holdt torsdag eftermiddag endnu et debatmøde, hvor der kom fem byrådskandidater fra forskellige partier. Emnerne var uddannelse og beskæftigelse. Der blev bl.a. snakket om de manglende lærepladser for unge og de mange praktikker, lokale kvinder bliver sendt til, som ikke fører til ordinære job.
Lørdag kl. 12.30 kan du på Gellerupscenen opleve musikalsk kulturmøde, når Baltic Ethno on the Road kommer forbi. 6 unge folke- og traditionsmusikere fra Indien, Sverige/Irak, Estland, Belgien, Finland og Danmark er på turné i Norden. Hver musiker repræsenterer egen musikalske kulturtradition. I Koncerten vil de respektive musiktraditioner mødes, blandes og sammen skabe en unik musikalsk oplevelse. Koncerten er gratis og varer ca. 30 minutter.
Fadøl, drinks og god kaffe fra eget kafferisteri, samt diverse snacks og kage er hos Café Europa opskriften på en perfekt afslutning på ugen. Desuden kan du i dag fra kl. 14.30 høre duoen Chasing Lullabies med to stærke vokaler der smukt komplimenterer hinanden. Det er sanger og sangskriver Lærke Sofie Bjerg og sanger/guitarist og sangskriver Joachim Rahbek Iversen, som sammen spiller tre sæt hos Café Europa, Karen Blixens Boulevard 7.
“Forløbet omkring udviklingen af Årslev er efter min mening et skrækeksempel på manglende inddragelse af borgerne”, skriver byrådskandidat Peter Nørskov (S) i et læserbrev i Lokalavisen. Han håber, at presset på byrådet i den kommende høringsfase bliver så stort, at planerne om etagebyggeri tæt på engsøen skrinlægges. Du kan stadig nå at deltage i debatmødet på tirsdag kl. 17.00 om borgerinddragelsen i byudvikling af Årslev. Send en tilmelding til voresbrabrand@gmail.com