Hvis 2020 ikke var godt for andet, var det i det mindste et godt år for lokalområdets familier i forhold til antallet af indbrud. Den årlige opgørelse fra Aarhus Kommune viser, at antallet af indbrud i Brabrand og Årslev er styrtdykket de sidste par år – fra 149 i 2018 til 49 i 2020. Det svarer til et fald på 63 procent.
Gellerup Sogn har nu kursen indstillet direkte mod en genoplukning. Torsdagens tal fra Statens Serum Institut viste et nyt klar fald i antallet af coronasmittede: Der har i den sidste uge været 26 nysmittede i lokalområdet, hvilket er et fald på 10 i forhold til dagen før. Det smitter naturligvis også af på incidensen – antallet af smittede i en uge pr. 100.000 indbyggere – der var 279. Også positiv-procenten er faldet betydeligt til 1,8 procent.
Onsdag aften gav Aarhus Byråd fuld opbakning til lokalplanen for det kommende DSB-værksted til vedligeholdelse og reparation af de kommende eltog i kanten af Logistikparken i Årslev. Planen sendes nu ud til offentlig fremlæggelse. Der har været en del indsigelser i forhold til støj- og lys-gener fra værkstedet, men politikerne mener, at lokalplanen tager højde for disse gener.
Lørdag kl. 14 tager Brabrand imod B93 fra København på Brabrand Stadion, og der er for første gang åbnet for tilskuere til kampen. Brabrand IF Fodbold sætter 200 billetter til salg, og de sælges efter først-til-mølle-princippet. Desuden kræver klubben, at man møder op med gyldig negativ coronatest, og at man medbringer egen stol og mundbind. Du kan købe billet til kampen her.