Cirka 40 medlemmer deltog, da Brabrand Erhvervsforening torsdag aften holdt generalforsamling hos Ecopark på Bautavej. De kunne høre formand Henrik Bastrup Jacobsen fortælle om et succesfuldt år med mange arrangementer, og hvor medlemstallet for første gang rundede 100. Økonomien i foreningen er ligeledes solid, og der var heller ingen problemer med at finde kandidater til bestyrelsen. Thomas Schioldan Sørensen, Rikke Lykkegaard og Kim Groth var alle på valg og accepterede genvalg. Berit Haugsted blev valgt som ny revisor.
En lille gruppe ildsjæle ønsker at danne en andelsforening, der kan drive kaffehuset på Hovedgaden videre, efter at stedet ellers lukkede 1. marts. Deres første skridt er at invitere til et interessentmøde d. 9. april kl. 19.00 i Folkehuset Brabrand. Her vil de præsentere et oplæg til formål og idégrundlag for en kommende andelsforening. Desuden vil de introducere lejemålet og inventaret og give et overblik over den forventede økonomi og risiko. Du kan tilmelde dig til mødet via QR-koden på plakaten ovenfor.
I den kommende weekend afholder fodboldklubben ACFC endnu en gang fodboldstævnet Elite Cup Gellerup for de bedste ungdomshold i Danmark. Som altid kommer landets største klubber til Gellerup. Det gælder bl.a. FC København, AGF, og FC Midtjylland. Men for første gang får stævnet også udenlandsk deltagelse af svenske IF Brommapojkarna fra Sverige indtager Gellerup med deres U11 og U12 hold. “Vi taler om en klub, der er verdenskendt for at udvikle unge toptalenter i lange baner. Her er det ikke bare fodbold – det er tempo, teknik og spilintelligens på absolut højeste niveau,” skriver ACFC. Du er velkommen til at kigge forbi på Arena Vest midt i Gellerup begge dage.
Torsdag eftermiddag var der liv og glade dage i Mellemrummet foran Gellerup Bibliotek, hvor biblioteket holdt Kreativ Festdag. Efter en måned med utallige arrangementer med besøg af en masse af lokalområdets kreative aktører var torsdagen først og fremmest for børnefamilier, som mødte frem i stort tal til de forskellige aktiviteter. Desuden kunne arrangørerne byde på to koncerter – én for børn og en jazzkoncert for de voksne.



