Det er 20 år siden, entreprenørvirksomheden A. Enggaard etablerede sig i Aarhus. I dag er afdelingen vokset til virksomhedens største med godt 180 medarbejdere. Jubilæet blev torsdag fejret med alle medarbejderne på virksomhedens store byggeområde på Sydhavnen i Aarhus. Ceres-byen, Skejbyen og Gellerup er blandt virksomhedens største projekter i Aarhus.
Torsdag aften foretog Østjyllands Politi en færdselskontrol i det vestlige Aarhus, og det endte med flere kørekortsklip. Seks af klippene blev uddelt til bilister, der ikke respekterede ”fuldt stop”, mens fem bilister kørte så meget for stærkt inden for byzonen, at de også blev ”klippet”. Derudover blev uddelt klip til bilister, der kørte over for rødt eller kørte rundt med mobilen i hånden. To bilister blev sigtet for at køre narkokørsel og fik foretaget en blodprøve, der skal vise, om de var påvirkede af stoffer under kørslen. Samlet set blev det til 42 sager fordelt på 32 sigtede.
I dag kl. 12.00 kan du på Gellerup Bibliotek opleve teaterforestillingen “Drengen der mistede sin stemme”, hvor Alejandro Gispert fortæller og spiller cubanske børnesange undervejs. Bestil billetter via linket her.
AGF Svømning har oprettet yderligere to hold for de mindste børn i Brabrand. Over seks gange kan de 4-7-årige blive klar til sommerens vandaktiviteter. Det foregår i Stensagerskolen svømmehal med start torsdag den 25 april. Link til tilmelding.
I dag kl. 19.00 fortsætter Palæstina Film Festival i Øst for Paradis, hvor filmen Alam vises. En spillefilm om en gruppe palæstinensiske teenagere, der har samme drømme og ønsker som andre teenagere i verden. En af dem, Tamer, vil imponere den smukke Maysaa, så han er med i en farlig protest mod besættelsen, men kampen har en pris. Læs mere her.