I aften fra omkring kl. 22 går Banedanmark i gang med det støjende arbejde omkring broen over jernbanen ved Stenbækvej. Fra det tidspunkt er der indsat togbusser mellem Aarhus og Randers, meddeler Banedanmark til TV2 Østjylland. Togbusserne kommer til at erstatte togene til og med søndag. Sporarbejdet omfatter blandt andet to broer på Silkeborgvej/Stenbækvej og Gl. Viborgvej, der skal bygges om, så der på sigt er plads til el-tog i stedet for dieseltog.
En 20-årig mand fra Brabrand-området blev i går varetægtsfængslet i tre uger for at true en 25-årig kvinde på livet, for frihedsberøvelse og for grov vold. Blandt andet skulle han have skubbet hende ud af en bil, mens den stadig kørte. Stiften var til stede i retssalen og har denne reportage.
Torsdag kl. 12.00 inviterer Folkehuset Brabrand til nytårs-arrangement. Der serveres et glas bobler, lækre smørrebrødssnitter og derefter kaffe og kransekage. Underholdningen står Lisa Kock Nielsen for. Billetter á 75,- kan købes senest i dag, fredag, i cafeen.
Elite Cup Gellerup er i fuld gang med at præsentere holdene til det traditionsrige stævne på Arena Vest lørdag d. 6. marts. Der bliver deltagelse af hold fra det meste af Danmark, kan man allerede nu konstatere. Deltagende klubber er blandt andre Helsingør FC, fynske OB, Sønderjyske og Vejle Boldklub.