Brabrand Erhvervsforening uddeler i næste uge for første gang Brabrand Erhvervspris. Prisen er skabt for at hylde de lokale virksomheder, der har gjort noget ekstraordinært og efterladt et positivt aftryk på Brabrand i løbet af året. Her kan du læse om de fire nominerede virksomheder.
”Bestyrelsen har håndplukket en række virksomheder, som vi mener har gjort en særlig indsats. Nu er det op til medlemmerne af Brabrand Erhvervsforening at afgøre, hvem der løber med prisen.”
Sådan lød det for nylig fra formanden for Brabrand Erhvervsforening, Henrik Bastrup Jacobsen, da han i foreningens nyhedsbrev skød afstemningen blandt foreningens knap 100 medlemsvirksomheder i gang. Resultatet af afstemningen bliver afsløret ved foreningens julearrangement på Hotel Scandic Aarhus Vest d. 20. november.
Her kan du læse om de fire nominerede virksomheder.
Buus Anlægsgartner A/S
”Buus Anlægsgartner A/S er en virksomhed med ambitioner og mod på at tage ansvar for fremtiden. Med en målrettet indsats for at trække virksomheden i en grønnere retning, har de satset stort på at gøre bæredygtighed til en central del af deres forretning,” lyder det i nomineringen.
Buus Anlægsgartner har investeret i elbiler, er i gang med grundig ESG-rapportering og satser på grønne løsninger for deres kunder, som reducerer klimaaftrykket og skaber mere biodiversitet.
Tidligere på året vandt virksomheden Aarhus Erhvervs Inspirationspris i kategorien ’Grøn omstilling’, og Buus Anlægsgartner A/S fortsætter med at gå forrest, når det gælder om at integrere bæredygtighed i alt, hvad de gør.
”De viser dagligt, hvordan moderne virksomheder kan være både ansvarlige og fremsynede,” står der i nomineringen.
Den Grimmeste Aps
”Den Grimmeste ApS er ikke bare en virksomhed, men er blevet en kulturinstitution og et samlingspunkt, der bringer noget unikt til Brabrand og Østjylland. Med Grimfest har Aage Stokholm taget en drøm om en hyggelig havefest og forvandlet den til et festligt samlingssted, der tiltrækker folk fra hele Danmark,” skriver erhvervsforeningen i nomineringen.
Udover Grimfest tilbyder virksomheden også “De Grimmeste Aftener” – en serie af lokale koncerter, som giver mulighed for at få en ’festival light’-oplevelse flere gange i løbet af sommeren.
Desuden tager Den Grimmeste ansvar for de unge ved at arrangere skoleafslutninger i trygge rammer, der viser, at det sagtens kan lade sig gøre at feste uden rus og alkohol.
”Der skal lyde en kæmpe tak og stor respekt til Aage og hele teamet bag Den Grimmeste for at skabe noget, som både er værdiskabende for lokalsamfundet og som bevarer den kulturbærende ånd. Det her er mere end en festival – det er et fællesskab og en hyldest til det nære,” skriver erhvervsforeningen.
A. Enggaard A/S
”A. Enggaard A/S er de fremsynede projektudviklere fra nordens Paris, Aalborg, der har set noget helt særligt i Gellerup – en usleben diamant med potentiale til at blive et moderne og grønt knudepunkt. Hvor mange ser en “grim ælling” med en broget fortid, ser Enggaard en bydel med mulighed for at vokse til en oase for iværksættere, studerende, moderne familier og seniorer,” begynder nomineringen af A. Enggaard.
Virksomhedens vision er at gøre Gellerup til et attraktivt og levende område, som folk vil kalde både hjem og arbejdsplads.
”At revitalisere en hel bydel kræver kræver mod, tålmodighed og masser af is i maven. Forandring fryder nemlig ikke alle, og processen kræver både nytænkning og en kæmpe investering – men A. Enggaard er gået helhjertet ind i projektet,” skriver erhvervsforeningen.
”En stor tak til A. Enggaard for at turde gå forrest og investere i dem, de andre ikke altid vil lege med. De har vist, at Gellerup har et enormt potentiale, og deres arbejde er med til at skabe en bydel, der kommer til at bevise, at fremtiden er lys – også selvom fortiden bærer ar.”
Brabrand Divisions Fodbold
”Brabrand Divisionsfodbold er ikke bare et fodboldhold – de er blevet et inspirerende symbol for hele vores lokalsamfund. Igennem flere år har holdet og alle de ildsjæle, der støtter op om dem, skabt et solidt fundament, som gør det muligt at dyrke idræt på et højt niveau, hvor drømmene er store, og der er højt til loftet. Det her handler om meget mere end fodbold – det handler om at give vores børn og unge i Brabrand en tro på, at de kan nå deres mål og turde at sætte barren højt,” lyder det i nomineringen af Brabrand Divisions Fodbold.
Ikke mindst har holdet bevist sit værd i de to pokalkampe mod Randers og FC Nordsjælland, der begge blev besejret.
”Holdet er den reneste form for ”humlebi-effekt”. Det flyver, selvom det på papiret ikke burde kunne lade sig gøre. Og det er ikke kun spillerne på banen, men også trænerne, bogholderne, sponsorteamet og alle de andre bag kulisserne, der bidrager til den uventede succes. Det er det, der gør holdet til en vaskeægte samlende kraft i Brabrand,” skriver Brabrand Erhvervsforening.
”Tak for drømmene, sammenholdet og troen på, at alt kan lade sig gøre.”