Følelserne hang uden på tøjet hos begge mandskaber, da Brabrand IF søndag eftermiddag sled tre kærkomne points hjem over fynske Næsby. Det blev en kamp, hvor fynboerne spillede flot fodbold, men hvor Brabrand intet gav væk i de bageste rækker.
Pulsen var høj, og der blev råbt ting, som de fleste mennesker fortryder, når deres temperament igen har fundet sit normale leje. Mod dommer Kristian Slæbo Petersen og mod modstanderholdets spillere og bænk.
Det var en af de kampe, som ansvarlige mødre ville forsøge at holde deres børn væk fra. Det var bestemt ikke kønt, det der foregik søndag eftermiddag på Brabrands fodboldstadion, Domis Park.
Og gæsterne fra Næsby var nok dem, der i længst tid skulle kæmpe med at finde besindelsen, for de måtte se i øjnene, at deres ellers målsøgende spillestil ikke gav pote denne søndag. Brabrand løb med de tre points efter en bundsolid indsats over hele linjen.
”En rigtig Brabrand-sejr” vil mange garvede tilhængere kalde resultatet af søndagens bestræbelser. Selvom Næsby i perioder sværmede omkring Brabrand-målet som bier om en honningkrukke, kunne målmand Henrik Lindhard gå i bad uden at have haft det helt store at lave gennem kampen.
Dertil stod forsvaret for godt: Alle arbejdede sammen om at udgøre det solide kollektiv, Brabrand så ofte har haft ry for at være. Dybt koncentreret som i pokalkampen mod Randers FC blev der stort set ikke givet en målchance væk.
Farlige omstillinger til Brabrand
Samtidig formåede Brabrand i kampen at fastholde de gennemtænkte omstillinger, der gennem hele kampen var en trussel mod gæsterne. Og allerede efter 16 minutters spil kom målet til hjemmeholdet, da rapfodede Tobias Friis scorede til 1-0.
Næsby fortsatte med at gøre det, de er så gode til: Spille bolden rundt i smukke mønstre til chancen viser sig. Det gjorde den bare sjældent denne søndag, og det var bestemt Brabrand-spillernes fortjeneste.
Straks efter pausen kunne og burde Rasmus Kirkegaard ”Høvl” Jensen havde fordoblet føringen, da han slap alene igennem med Næsbys målmand, men han sendte sit flade skud på målstangen.
I løbet af anden halvleg var Brabrand flere gange farlige, og kunne sagtens med lidt held og større skarphed have scoret et mål eller to mere.
Røde kort og opkogt stemning
Men sådan gik det ikke, og så blev det i stedet en dramatisk afslutning på kampen, hvor dommer Kristian Slæbo Petersen havde sit at se til.
Gennem kampen havde Brabrand-lejren bestemt ikke været tilfreds med hans indsats, men seks minutter før tid valgte han dog at give det andet gule kort til en Næsby-spiller, som hermed blev sendt tidligt i bad.
Det var dog en fordel, der under et minut senere var udlignet. Da en Næsby-spiller med bolden for fødderne stormede i retning af Brabrand-målet, valgte midtbanespiller Simon Schouby at spænde ben for ham midt på Næsbys banehalvdel, og det takserede dommeren til et direkte rødt kort.
Hvis ikke der i forvejen var en anspændt stemning på Domis Park, var klimaet de sidste minutter og de syv tillægsminutter særdeles opkogt helt frem til dommerens sidste fløjt.
Da kunne Brabrand-spillerne dog bryde ud i store smil og high fives: Det her var en mere end almindelig god sejr i bestræbelserne på at være en del af topstriden i rækken.
”Jeg synes, vi står rigtig godt i forsvaret, og samtidig er vi farlige på omstillinger. Chancemæssigt føler jeg faktisk , vi er tættere på 2-0, end de er på 1-1. Det er klart, at Næsby er dygtige i boldbesiddelsen og har et overtag. Men målt på chancer er det fuldt fortjent, at vi vinder i dag,” sagde Brabrands målmand, Henrik Lindhard.
”Vi har en midterakse, som har spillet sammen i mange år, og selvom vi ligesom i kampen mod VSK står langt tilbage i perioder af kampen, oplever jeg, at vi er ret komfortable i det. Det er svært at komme tilbage i kampe mod os, hvis man først er kommet bagud,” sagde Brabrand-målmanden.
Sejren bragte Brabrand ind blandt rækkens førende hold på en foreløbig fjerdeplads. Næste søndag gælder det nedrykker-opgøret mod FA2000 på Frederiksberg.