Årets GrimFest blev både en kæmpe succes og et afgørende gearskifte for Brabrands musikfestival. Det fortalte festivalchef Aage Stokholm lørdag aften midt i et glædes-inferno på festivalpladsen på Grimhøjgaard. Han betragter den massive opbakning som en stor tillidserklæring til festivalen.
”Jeg har været forelsket i GrimFest i 20 år. Og nu er jeg nyforelsket igen!”
Sådan lød det kærligt fra de to konferencierer, Jonny Hefty og Jøden, efter et brag af en comeback-koncert lørdag aften med det legendariske århusianske reggae-band BliGlad. De to styrede endnu en gang slagets gang på Skovscenen ved Grimhøjgaard.
På pladsen var samlet ca. 4500 mennesker i fælles jubel over en af de helt store oplevelser, da Gnags-forsanger Peter A.G. pludselig dukkede op og sang med på ”Kærlighed til Folket” – og som ekstranummer Gnags-hittet ”Går med hunden gennem byen” med de reggae-folk som back up.
Og så var det tid til den helt store kærlighedserklæring til festivalchef Aage Stokholm:
”Aage, der jo bor her i hverdagen sammen med sin familie, og hvert år åbner dørene for at vi kan komme og feste – han har lige sendt mig en sms, om at jeg skal huske at sige tak til de frivillige ude bag ved, og til musikerne og til publikum. Men ved I hvad vi skal gøre? Vi skal sige tak til Aage!!”
Så bragede bifaldet op mod Aage Stokholm, som havde nydt koncerten fra lydtårnets tag. Lige dér var samtlige tilstedeværende som én stor familie samlet til en kæmpe musikalsk fejring.
Vigtig tillidserklæring
Lidt senere lykkedes det Vores Brabrand at fange Aage Stokholm til snak om årets festival, der på flere måder blev en milepæl. Blandt andet fordi der for første gang i en årrække var udsolgt, og holdet bag GrimFest fik testet de nuværende rammer til det yderste.
”Det her er et kæmpe gearskifte for os,” sagde Aage Stokholm, som var tilfreds med tilbagemeldinger om, at der godt nok var rigtig mange mennesker – men folk oplevede det hverken som klemt eller træls.
”Folk siger at der ikke må komme flere mennesker, og nej, der er udsolgt. Vi valgte netop af den samme grund ikke at sælge flere billetter, selvom vi kunne se, at der var en stor efterspørgsel,” sagde en tilfreds festivalchef.
Også for GrimFest var det musikalsk et kæmpe-stort år. Et år hvor alt gik op i en højere enhed, og det lykkedes at få navne på programmet, som har været på vej i en årrække.
”Jeg har virkelig fået malet mig selv op i en krog inden planlægningen af næste års festival. Mange af de ting, jeg længe gerne har villet ha´ til at lykkes, er lykkedes i år. Nu er idébanken ryddet, så hvad gør jeg til næste år,” sagde han med et forventningsfuldt smil.
Han nævnte som eksempel veteranerne Psyched Up Janis, som han i 12 år havde arbejdet på skulle komme til Grimhøjgaard.
”Og Tessa havde jeg booket allerede i 2020. Jeg var naturligvis lidt ærgerlig over at corona ødelagde det – men nu kom hun,” fortalte Aage Stokholm. Nu glæder han sig allerede til arbejdet med planlægning af endnu en festival.
”Jeg er totalt ydmyg over, at vi nu oplever den her opbakning. Men hvis den fortsætter, har vi helt andre muligheder for at være kreative og tage lidt flere chancer. Det er jo altid en balancegang, hvor meget vi tør satse økonomisk. Men hvis der er den her tillid til, at vi godt kan lave en fest, så skal vi også nok lykkes med det!”
Blandt andet glæder Aage Stokholm sig over, at lokalområdet nu for alvor har taget festivalen til sig:
”Det er helt tydeligt, at GrimFest er noget, mange er stolte af i Brabrand. At vi her kan ha´ noget, der er så stort og så betydningsfuldt i dansk musik så lokalt. Det har taget noget tid at få fortællingen om, hvorfor vi holder GrimFest, ud – for vi har ikke ret mange penge til markedsføring. Men nu kan vi virkelig mærke, at mange er begyndt at snakke om festivalen,” sagde Aage Stokholm.
”Det er en kæmpe fornøjelse at lave det for nogen, der værdsætter det!”
“Det vildeste år for mig”
Aage Stokholm peger desuden på en anden faktor, der har gjort årets GrimFest til noget helt særligt: Sidste søndag blev han selv kørt ned af en 19-årig mand i forbindelse med tyveri af nogle campingstole på festivalpladsen. Det satte ham delvist ud af spillet få dage før festivalen.
Men alligevel fortsatte planlægningen fuldstændig som normalt.
”Rent organisatorisk har det været det vildeste år for mig. Jeg blev mere eller mindre pillet af skakbrættet tidligere, end jeg havde regnet med, men hele holdet rykkede bare sammen i bussen. Alle internt i organisationen og alle vores hjerteblods-frivillige. Dem der bare er her år efter år. De sagde til hinanden: Vi gør det her!”
”Jeg har kunnet sidde på bænken og bare se myretuen fungere, uden at jeg behøvede at blande mig. Det vidner virkelig om, at vi organisatorisk er steppet op,” siger Aage Stokholm, som kalder det en vild brandøvelse i ”hvad-nu-hvis.”
”Hvis GrimFest skal fortsætte på det her niveau, uden at det skal køre mig over, skal styrken ligge i organisationen og de frivillige. Og det gør den virkelig. Det er fantastisk!”
Her får du en stribe billeder tager af fotograferne Mikkel Berg Pedersen, Sebastian Dammark, Helle Arensbak og Mike Fuglsang.