
Efter to måneders corona-nedlukning var der glæde hos både butikspersonale og kunder, da City Vest mandag åbnede igen. Og på trods af de mange restriktioner er de første dage gået fint, fortæller marketingchef Søren Riis.
Mærkater på gulvene i City Vest forklarer, at kunderne skal huske at holde til højre – ligesom i trafikken uden for indkøbscentret. Det er en praktisk måde at regulere den gående færdsel på, så kunderne ikke kommer for tæt på hinanden, forklarer marketingchef Søren Riis.
”Vi har haft nogle sjove episoder de første par dage, for folk glemmer det jo let – men så minder vi dem om det, og alle tager det rigtig pænt og med et stort smil”, fortæller han.
City Vest har etableret et system, der holder styr på, hvor mange kunder, der opholder sig i bygningen, og hvis man når op på 90% af kapaciteten på cirka 3000 kunder, giver systemet automatisk besked, sådan at centerledelsen kan begrænse tilstrømningen.
Det har dog på ingen måde været et problem de første par dage, fortæller Søren Riis.
”Det har ikke været vildt og vildsomt, men vi har haft pænt besøg. Jeg tror, mange af vores kunder er glade for at komme ud og shoppe lidt igen,” siger han.
Masser af håndsprit
Ved alle indgange og rundt om i City Vest er der anbragt i alt omkring 25 standere med håndsprit, og desuden er det tydeligt, hvor mange der må være i de enkelte butikker.
I løbet af dagen rengøres håndtagene på rulle-trapperne og andre steder, kunder kan have rørt ved, og ved indgangene hjælper servicevagter kunderne på vej i den ny-åbnede corona-hverdag.
”Vi har virkelig gjort os umage for at følge alle regler, så det er helt trygt og sikkert at handle i City Vest”, garanterer Søren Riis.