En god historie, lidt kærlighed – og en masse gode gamle Kai Normann Andersen-sange. Det er hovedelementerne i den kommende forestilling i teaterforeningen Vester Gasværk. I begyndelsen af november går det seks aftener løs på Gasværkets scene. Billetsalget til forestillingen er nu åbent.
Snakken går, og latteren runger jævnligt gennem lokalet. Teaterfolk er et muntert folkefærd – men man kan også allerede mærke den dér spænding i luften, der opstår, når premieren nærmer sig.
Siden 2019 har Vester Gasværk ligget stille, men nu er der igen liv i teaterforeningen, der i år har 25 års jubilæum. Coronaen var en hård modstander, men nu håber foreningens formand og store ildsjæl, Jørgen Sørensen, at der igen kan komme gang i teater-foreningen i Brabrand.
Det er forestillingen ”I dit korte liv”, der skal kickstarte teaterforeningen igen. Forestillingen er henlagt til Andersens Pensionat, og handlingen er bygget om Kai Normann Andersens eviggrønne melodier.
Det er præcis den slags forestillinger, Vester Gasværk gerne vil præsentere: En opdatering af de gode gamle folkekomedier, leveret godt skuespil, stort engagement og højt humør.
Nyt teatersamarbejde
Siden før sommerferien har de cirka 25 involverede hver mandag mødtes på Gasværket, og nu hvor premieren nærmer sig, bliver arbejdet intensiveret.
”Det er lidt hektisk og stressende, men sådan er det altid på det her tidspunkt,” siger Jørgen Sørensen, som ikke alene trækker i de fleste af trådene bag scenen, men også har måttet springe til og tage ”en bette rolle” i stykket, for at det hele går op.
For det myldrer ikke ligefrem med teaterfolk. Faktisk har Vester Gasværk måttet gå sammen med MusicalEnsemblet fra Hadsten for at samle tilstrækkeligt med folk til opgaven.
Det betyder også, at en af Vester Gasværks rutinerede skuespillere, Anders Schriver, sammen med MusicalEnsemblet er vendt tilbage til Brabrands skrå brædder som instruktør af forestillingen.
”I Hadsten manglede vi de praktiske folk omkring scenen, mens vi havde skuespillerne – og det var omvendt her på Gasværket. Nu skal vi se, om vi kan komme godt i gang igen. Vi håber at få nogle flere medlemmer, så der bliver basis for at opføre nogle flere forestillinger,” siger Anders Schriver.
”Jeg har været glad for at spille her i Brabrand, det er jo et dejligt sted, og der har tidligere været et godt publikum til alle de forestillinger, vi har spillet,” tilføjer han.
Hjerteblod
Vester Gasværk kan i år fejre foreningens 25 års jubilæum på Gasværket. Foreningen blev dog stiftet tilbage i 1995, men det var først i 1998 – altså for 25 år siden – at skuespillerne første gang gik på scenen.
Jørgen Sørensen er en af de få, som har været med helt fra starten. Han blev formand i 1998 – og det har han været siden.
”Der er jo lidt hjerteblod i det. Sådan er det bare. Vi glæder os meget til at komme i gang igen og forhåbentlig levere et godt show,” siger han.
Forestillingen “I dit korte Liv” er skrevet af Max Hvarregaard og Eva Helene Vilsgaard. Den er som nævnt baseret på Kai Normann Andersens fine melodier, kendt fra revyer, film og syngespil – datidens musicals.
Billetsalget til forestillingen på Gasværket, Byleddet 2c, åbnede mandag. Billetter á kr. 100 + gebyr kan købes via dette link. Forestillingen opføres disse dage:
Fredag d. 3. november kl. 19.30
Lørdag d. 4. november kl. 19.30
Søndag d. 5. november kl. 15.00
Torsdag d. 9. november kl. 19.30
Fredag d. 10. november kl. 19.30
Lørdag d. 11. november kl. 15.00
Læs også:
Teaterforeningen Vester Gasværk er på vej med ny forestilling