For anden weekend i træk kunne Brabrand IF lørdag eftermiddag lade sejrssangen gjalde ud over Brabrand Sø efter en 2-0-sejr over Brønshøj. Det skete efter en kamp, hvor holdet gennemgående var i fin kontrol og periodevis spillede fin fodbold.
Det havde ellers ikke været en uge efter Brabrand-ledelsens hoved. Ikke alene måtte kantspiller Marcus Bay melde ud, at han er ukampdygtig det næste lange stykke tid med en skadet hånd efter lokalopgøret mod VSK Aarhus i sidste uge.
Det var også en uge, der viste de økonomiske forskelle i dansk fodbold. 1. divisionsholdet FC Roskilde stod og manglede en angriber i truppen og tilbød den nyslåede Brabrand-spiller Anders Fæster en fuldtidskontrakt. Og da han var amatørspiller i Brabrand, var det et tilbud, der var svært at sige nej til.
Ud over de to måtte Brabrand også stille op til kampen mod Brønshøj uden det normale førstevalg mellem stængerne, Henrik Lindhard, så unge Mathias Ørnskov fik en sjælden chance i startformationen.
Men de ændringer slog på ingen måde Brabrand ud. Godt nok bed Brønshøj fint fra sig i kampens første fjerdedel og var flere gange ved at løbe fra hjemmeholdets forsvar i hurtige kontra-angreb.
Omvendt havde Brabrand allerede efter fem minutters spil haft flere fine muligheder. Og stille og roligt blev presset tungere på Brønshøj. Det blev blandt andet til en stribe dødbolde, hvor Brabrand gentagne gange kom øverst og fik headet mod mål.
Det så lovende ud – og efter 31 minutters spil kom føringsmålet. Et hjørnespark af Tobias Friis blev sendt i en høj bue over bagest i feltet, hvor forsvarsspiller Rasmus Juul havde timet sit opspring perfekt og sendte bolden sikkert i mål til 1-0.
I den periode var den dygtige tekniker Tobias Friis uhyre aktiv og sørgede sammen med de øvrige offensive kræfter for, at Brabrands spil blev levende og dynamisk.
Desuden får holdets nye midtbane-dynamo Jonas Berwald stadig bedre fat og sørgede sammen med Simon Schouby for at bygge en stribe gode Brabrand-angreb op. I de bageste geledder havde Brabrand også godt fat, og målmand Mathias Ørnskov leverede en fejlfri præstation.
Fordobling med lidt hjælp
Anden halvleg havde Brabrand generelt ret godt styr på. Straks efter pausen var holdet dog ved at forfalde til igen at lade sig presse tilbage af de hårdt kæmpende Brønshøj-spillere. Men det blåklædte hjemmehold kæmpede sig tilbage og genvandt kontrollen, uden at det dog lykkedes at skabe de helt store målchancer.
Et kvarter før tid lykkedes det dog – med hjælp fra en Brønshøj-spiller – alligevel at fordoble føringen.
Rasmus Lysdal kom fint til baglinjen og sendte en flad aflevering ind foran Brønshøjs mål, hvor en Brabrand-spiller sprang over bolden. Det overraskede tilsyneladende Brønshøjs Søren Koefoed Sørensen så meget, at bolden ramte ham på benet og sprang i nettet.
Uden den store dramatik holdt Brabrand føringen til det sidste slutfløjt, og der var stor glæde i Brabrand-lejren – blandt andet hos anfører Michael K. Pedersen:
”Vi var i dag langt bedre til at få vores høje pres til at fungere, som vi gerne vil ha´ det. Vi var i det hele taget meget mere strukturerede og sammentømrede i alt, hvad vi lavede, end vi har været i de tidligere kampe,” sagde Brabrands anfører, som i øvrigt efter kampen blev kåret til Brabrands bedste spiller.
“Det gjorde ondt at rykke ned”
Han glædede sig over den positive udvikling, holdet har været igennem siden de første to kampe, der begge endte med nederlag.
”Men holdene i 3. division er jo gode, så vi kan ikke bare vade os igennem rækken. Man skal være der 120 procent, ellers får man ingen points,” sagde Michael K. Pedersen. Han pegede desuden på en vigtig faktor i den sidste måneds svære start i 3. division.
”Det er ingen hemmelighed, at det gjorde ondt at rykke ned op til sommerferien. Når fodbolden betyder så meget for os, kræver det også længere tid at komme sig over skuffelser som den nedrykning. Det har været en omstilling, vi lige skulle ha´ ind i hovedet, og det har nok taget lidt længere tid, end vi havde regnet med.”
Med de to seneste sejre er Brabrand pludselig godt med i 3. Division, hvor holdet nu trænger sig på i den bedste halvdel. Næste lørdag går turen til Holbæk, hvor holdet løber på banen kl. 13.00.