Skuespiller Anders Brink Madsen spiller hovedrollen i en stribe korte film, som arbejdsgruppen Brabrand på skinner er ved at få lavet. Målet er at illustrere forskellen mellem at tage bilen – eller kunne hoppe på toget og være i Aarhus midtby på 6 minutter.
Børnehaven har lukket, og pædagogen sidder foran døren med barnet og venter på faren, som kommer susende og springer ud og råber ”sorry”! Biltrafikken forsinkede ham. Hvis bare vi havde haft et togstop i Brabrand…
Det er sidst på eftermiddagen, og filmholdet gør klar til at optage scenen en ekstra gang. Femte gang sidder den i skabet, og det er tid til at tage hjem og slappe af, inden det går løs med nye optagelser igen i morgen.
Filmholdet er Anders Brink Madsen, fotograf Frederik Sparvath, art director og altmuligmand Paw Simon Krogh samt en række statister. De har været på farten hele dagen og har blandt andet været med Arriva fra Aarhus til Viborg og tilbage igen.
Naturligvis forsøgte de at få togføreren til at stoppe i Brabrand. Det kunne ikke lade sig gøre – men han lod toget snegle sig gennem bydelen, så der også på den måde kom fine billeder i kassen.
Et stærkt Brabrand-hold
Ideerne til filmene og deres indhold er skabt i kælderen under Brabrandhus, hvor Anders Brink Madsen og Paw Simon Krogh sad og skød kreative indfald til hinanden. Heraf navnet på filmselskabet Basement Productions!
Skuespiller Anders Brink Madsen har i forvejen meget at se til med bl.a. optagelser til en julefilm for Deluca Film, men lod sig overtale af en skriftlig hilsen fra Paw indledt med ” do not ask what Brabrand can do for you but ask what you can do for Brabrand.”
Det stærke Brabrand-hold bliver fuldendt med fotograf Frederik Sparvath fra firmaet The Blue Room og blandt andre formand for Brabrand Erhvervsforening Susanne Lee Jørgensen i en af birollerne.
Filmene er baseret på en idé lånt fra den norske Skum-serie. Ideen med det hele er at illustrere, hvad regionaltoget kan betyde for Brabrand-borgerne, hvis Trafikstyrelsen beslutter at lade toget stoppe i bydelen, som det sidst gjorde for ca. 40 år siden. Men der kommer desværre formentlig til at gå nogle år, før det bliver en realitet.
Til gengæld ventes filmene færdige i løbet af ganske kort tid…