De sidste forberedelser er i gang til den største kamp i Brabrand Fodbolds historie på søndag d. 8. december, hvor Viborg FF kommer på besøg. Samtidig håber de i Brabrand på opbakning fra vejrguderne, der helst ikke må sende for meget regn ned over bydelen de næste par dage.
Sportschef Andreas Rasch-Christensen skæver mod himlen. Vejrguderne er tilsyneladende knap så venligt stemt over for Brabrand Idrætsforening, som de var for bare fem dage siden.
Fodbold-miniputterne fra Brabrand har sensationelt spillet sig frem til kvartfinalen i pokalturneringen og tager på søndag d. 8. december kl. 13 imod superliga-holdet Viborg FF på Engdalsvej.
Her er hverken velfungerende dræn, varme i banen og den slags luksus, som storklubberne kan tage i anvendelse, når det våde vintervejr rammer.
Tværtimod er idrætsanlægget placeret på en gammel losseplads, og det betyder, at man selv efter forholdsvis moderat regn de seneste dage kan mærke vandet ”sjuppe” en smule under fødderne, når man går nogle skridt på banen.
Det er ikke godt. Og meteorologerne lover flere byger de kommende dage.
Men beslutningen er taget, og Brabrand IF har opbakning fra lokale virksomheder, som har tilbudt deres hjælp før og efter storkampen mod Viborg FF. Det gælder ikke mindst Buus Anlægsgartner A/S i Årslev, som har meldt sig klar til at reparere græslaget efter kampen.
Intet alternativ
Den bane er en vigtig del af fortællingen om pokal-sensationen Brabrand IF, der holder fast i, at storkampen skal spilles på eget anlæg og med de rammer, der nu er i en ganske almindelig idrætsforening i Aarhus Vest.
”Vi har jo glædet os til at kunne afvikle kampen her på vores egen hjemmebane, hvor vi håber at kunne skabe en lige så god stemning som mod Randers og FC Nordsjælland. Og vi håber da på en nogenlunde lige kamp – men det er klart at over to kampe er det noget sværere for os end med en enkelt kamp på en tung, våd bane herude,” siger Andreas Rasch-Christensen.
”Det er rigtig vigtigt for os, at vi kan spille kampen her i Brabrand. Hvad skulle alternativet ellers være? Vi har ikke været i dialog med hverken Randers, FC Nordsjælland eller Viborg om andre muligheder. Jeg ved godt, at en anden mulighed kunne være, at vi går ud og lejer et andet fodboldstadion til kampen. Men det kan koste op mod 150.000 kr. Jeg ved ikke, hvor reel den mulighed er,” siger han.
”Vi er en interessant historie”
Sportschefen nævner et andet eksempel på de svære økonomiske betingelser: Viaplay har krævet et fire meter højt overdækket tv-tårn for at kunne transmittere kampen. Det kræver et helt nyt set-up, som klubben har fået et tilbud på – men til en pris der normalt vil være uden for økonomisk rækkevidde.
Beskeden til Viaplay og Divisionsforeningen var i første omgang: ”Det kan vi ikke klare!” Men efter en længere dialog har Divisionsforeningen lovet at dække omkostningerne.
”De nuværende regler er slet ikke baseret på, at små hold som Brabrand kommer så langt i pokalturneringen. Det lykkes kun, fordi jeg tager kampen op. Man bliver nødt til være mere klar til at hjælpe de små klubber i den slags situationer,” siger han.
Kan du mærke, at fodbold-Danmark har fattet interesse for kampen?
”Ja, helt vildt. Der er kolossal interesse for kampen, og jeg kan mærke, at vi er en interessant historie. Meget mere end jeg havde forventet. Det var jo en stor overraskelse for mange, at et 3. divisionshold kunne komme i en kvartfinale – men jeg er faktisk blevet overrasket over den store opmærksomhed, der er omkring kampen.”
Også i Brabrand er interessen kolossal. Tilmeldingerne til Pre Match VIP-event før kampen for holdets sponsorer er strømmet ind, og deltagerne vil sidde tæt i Café BIF, når holdets tidligere træner Tom Søjberg vil lægge op til den største kamp i Brabrand Fodbolds historie.
Omkring anlægget vil det lokale stilladsfirma CS-City Stilladser ud over det nye tv-tårn opbygge forhøjninger, der bliver det nærmeste, man i Brabrand nogensinde har været det, man andre steder kalder tilskuer-tribuner.
Til selve kampen forventer man et sted mellem 1500 og 2000 tilskuere omkring banen. Heraf venter man 4-500 tilskuere med Viborg-sympatier.
Forberedelser har været i gang i lang tid
Så er vi tilbage ved vejrudsigten. Man mærker bekymringen over de seneste dages skifte i prognosen, der nu lover forholdsvis voldsomme byger både lørdag og søndag.
Som nævnt har Brabrand Divisions Fodbold sikret sig faglig ekspertise i baghånden – og så krydser man ellers fingre for, at det ikke går så galt. Man vil meget nødig skulle tvinges til at tage kunstgræsbanen i brug til storkampen.
Andreas Rasch-Christensen lægger ikke skjul på, at de mange detaljer omkring kampen snurrer i baghovedet – også på en almindelig torsdag, hvor jobbet som forskningschef ved VIA University College også skal passes.
”Ja, det fylder da noget for os alle at få det hele planlagt – og holder vejret nu? Som de fleste ved, foregår det meste i døgnets ydertimer. Vi har virkelig været i gang i lang tid, og der er mange overvejelser. Det er da noget, der fylder!”
Men som de fleste andre glæder han sig til at opleve ”de blå brasilianere” endnu en gang kæmpe mod overmagten.
”Vi kan være sikre på, at Viborg ikke kommer til at undervurdere os. De har helt sikkert forberedt sig grundigt til de to kampe mod os – det er jo deres mest oplagte chance for at komme tættere på europæiske kampe til næste år,” siger sportschefen.
”Jeg levner os ikke så mange chancer – men det er sådan set heller ikke det afgørende. Vi håber på at kunne spille nogle gode opgør og få en stor oplevelse, uanset hvordan det ender.”