Brabrands fodboldmænd er ikke til at stoppe i 3. division, efter at holdet kom skævt i gang i Odder i begyndelsen af august. Men lørdag var revanchens dag: Med en overbevisende indsats satte ”de blå brasilianere” en tyk streg under holdets status som tophold i rækken.
Igen-igen-igen slog Brabrand-spillerne til på to dødbolde – og det var endnu en gang nok til en sejr i 3. division i fodbold. Men i virkeligheden hører der meget mere med til den fortælling.
For i spillet på banen er de blåklædte spillere stille og roligt ved at finde frem til det fodboldspil, de ønsker at spille. Chanceskabende offensivt fodboldspil med mange afslutninger og pænt med målchancer.
”Vi spillede bedre i dag, end vi gjorde mod Brønshøj i sidste weekend. Vores pres var igen i dag super godt, men samtidig var vi bedre med bolden, end vi var i sidste weekend. Vi var klogere med bolden i dag, og det gav os også en del chancer,” sagde anfører Michael K. Pedersen efter kampen.
”Og især i den sidste halve time sad vi på spillet. Man kunne mærke derinde, at vi gerne ville op og score det tredje mål. Det er jo mega fedt, at vi jagter et mål mere, selvom vi fører 2-0,” sagde han.
For dem, der kan huske efterårets første kamp mod netop Odder, var der lørdag nærmest en verden til forskel. Efterårets sejrsrække i både Oddset Pokalen og i 3. divisionskampene har stille og roligt banket en tro på egne evner ind i alle spillerne, og konceptet sidder nu godt og grundigt i skabet.
Fik styr på presspillet
Eller… det gjorde det hovedsageligt. For i det første kvarter fik Odders dygtige boldspillere forholdsvis frit spil på midten af banen. Gæsternes 4-3-3-opstilling tog Brabrand en smule på sengen. Inde i “maskinrummet” midt på banen var Odder ofte en spiller i overtal. Men da det først var blevet justeret, havde hjemmeholdet godt styr på kampen.
Og efter 20 minutter kom føringen: Et hjørnespark endte bagest i feltet, hvor bolden blev headet på tværs til forsvarsspiller Daniel Lundholm, som i to omgange fik ekspederet bolden i mål til 1-0.
Herfra var kampen forholdsvis jævnbyrdig, men Odder fik kun skabt få målchancer mod Brabrand-holdet, hvor unge Mathias Ørnskov indtog målmandsposten, efter at den normale sidste-skanse Henrik Lindhard kom til skade med hånden i løbet af ugen.
Da Brabrand havde fået styr på presspillet, lykkedes det gentagne gange hjemmeholdet at erobre bolden midt på banen og med klogskab blev der skabt flere gode muligheder.
Den største fik midtbanespiller Jonas Berwald, da han erobrede bolden og driblede direkte mod mål og skabte en 2-1-situation, hvor Mikkel Frandsen til sidst afsluttede – men Odders målmand klarede ærterne.
”Marvin” slog til igen
Men 2-0 blev det – og ”naturligvis” kom det efter en dødbold: Et langt indkast blev headet videres gennem feltet af hovedstødsstærke Rasmus Juul, og da alle egentlig troede, at chancen var væk, dukkede Mathias ”Marvin” Laursen op og prikkede bolden i nettet.
”Det var virkelig stærkt af ”Marvin”, som har været væk fra holdet en periode, men er kommet stærkt tilbage og scorede et vanvittig vigtigt mål i 1-0-sejren i Brønshøj. Og så lukkede han kampen i dag. Det er klasse,” konstaterede anfører Michael K. Pedersen.
Han havde ligeledes stor ros til målmand Mathias Ørnskov, som ligesom i efterårets pokalkampe lørdag var stærkt spillende.
”Mathias har udviklet sig voldsomt, og der er derfor stor kamp om pladserne på målmandsposten. Det er der sådan set i hele truppen. Det er også det, der gør, at vi performer så godt, som vi gør nu,” sagde Brabrands anfører.
Med sejren forbliver Brabrand på førstepladsen, som dog har mange bejlere. Nu går holdet efter at slutte på førstepladsen inden vinterpausen. Efterårets sidste kamp spilles næste lørdag kl. 13.15 i Lyseng.