Selvom Skovgårdsparken tirsdag fejrede, at boligområdet ikke længere er på ghettolisten, skal beboerne alligevel regne med, at der kan ske nedrivninger i området, fastslog borgmester Jacob Bundsgaard i et interview med Jyllands-Posten: “Intet er ændret. Vi satte gang i en helhedsplan, fordi tallene i forhold til arbejdsmarkeds-tilknytning, tryghed og andre udfordringer tilsiger, at der skal sættes ind. Det her er noget, vi gør, uanset om området er på ghettolisten,” sagde han.
I eftermiddag kl. 13-15 holder Gellerup Kirke International Café i cafeen i ejendommen Gudrunsvej 82. Kom ind og nyd en kop kaffe, te, kage, hygge, spil, samvær m.m. Det er “for alle nationaliteter, religioner og for unge og gamle, mænd og kvinder”, skriver Gellerup Kirke.
Ligeledes i eftermiddag kl. 14.30-16.30 sørger Livsværkstederne og Gellerup Kirke for, at der er kaffe, kage og hygge på Fredspladsen. Denne gang kan du også bygge din egen juledekoration.
På fredag d. 4. december fra kl. 15.00 står krofatter Morten Sand i Café Brabrand igen klar med kolde fredagsøl, inden weekenden melder sig. For et par fredage siden var den første fredagsbar en stor succes, hvor mange kiggede forbi og inden for corona-reglerne sagde god weekend til hinanden.