
De seneste dage har Brabrand IF Gymnastiks forgæves kamp for at finde nye frivillige fyldt meget. Men manglen på hænder har også presset foreningen i store dele af 2025, fortalte Janni Kikkenborg Rossel, da hun tirsdag aften holdt sin sidste beretning som forperson i afdelingen.
Foreningslivet lever i Brabrand. Det mærkes blandt andet i Brabrand IF Gymnastik, hvor antallet af medlemmer fortsat vokser. Afdelingen har nu tæt på 1200 medlemmer og er den største afdeling i Brabrand IF.
“En stabil flok Brabrand-beboere vælger lokale foreningstilbud til, og vi har haft et godt udbud af hold, hvoraf de fleste har været overtegnede. Stor tak til jer medlemmer for at vælge det lokale,” sagde hun.
Men i kulisserne har 2025 været et svært år for bestyrelsen. Det lykkedes ikke at få nye folk til at engagere sig i arbejdet sidste år. Og selvom ledelsen aktivt har forsøgt at spørge og prikke forældre, er det ikke lykkedes at finde bare en eneste hjælpende hånd til Majbrith Frøsig Christensen, som stort set ene kvinde tager sig af foreningens børnehold.
“Majbrith sidder med den absolut største opgave i foreningen, nemlig at få den nye sæson puslet på plads: Finde instruktører, hjælpeinstruktører og spireinstruktører, samt at samle tilbuddet af B&U-hold og klæde de nye instruktører på og ryste dem sammen og skabe et fællesskab om børn- og unge-arbejdet,” sagde Janni Kikkenborg Rossel.
“Tidligere har der været et team til denne store opgave, men nu har Majbrith den i det store og hele alene.”
Også kommunikations-arbejdet har året igennem været smalt bemandet, og Janni Kikkenborg Rossel har måttet tage opgaven i samarbejde med to hjælpere.
Det har betydet, at afdelingen i løbet af året bl.a. måtte skrinlægge en plan om at udvikle og skabe et godt introprogram for nye instruktører.
“Derfor er det vores store drøm og ønske, at der er flere, der vil træde til, så vi kan komme til at lave mere af det udviklende og have flere hænder, som tager sig af driften.”
“Vi er rigtig gode til det vi gør!”
Hun har i de sidste par år været optaget af, hvad der motiverer foreningens instruktører. I året der gik valgte bestyrelsen at indføre en ny lønstruktur, som betyder, at instruktører – afhængig af alder og længde på hold – får udbetalt et fast beløb således, at de ikke skulle registrere timer.
“Vi er i gang med en evaluering blandt instruktørerne, om ordningen fungerer efter hensigten, eller om den har vist uhensigtsmæssigheder, som vi ikke havde forudset. Det er for tidligt at sige noget endnu om hvad der er observeret. Det må den nye bestyrelse arbejde videre med,” sagde hun.
Der var dog også kræfter til at sætte et nyt initiativ i søen. På den årlige instruktørdag i august, sagde en del, at de gerne ville mødes mere, instruktørerne imellem. Derfor afholdt BIF Gymnastik i lørdags en dag, hvor en DGI-konsulent satte skub i 15 instruktører og bestyrelsesmedlemmers motivationsarbejde.
“DGI-konsulenten fortalte til sidst, at vi er en forening, hvor vi er rigtig gode til det, vi gør. Det kan man tit komme til at glemme i kampen for at få ting til at ske. Så vi skal lige huske at klappe os selv på skuldrene,” sagde Janni Kikkenborg Rossel.
Undervejs blev hun og ligeledes afgående sekretær Grith Christensen i øvrigt hyldet for deres mangeårige arbejde i afdelingens ledelse.
Nu håber alle, at nye frivillige melder sig på den ekstraordinære generalforsamling tirsdag d. 17. marts.



