
Gellerups Glade Gavlmalere har netop udgivet en særlig plakat med dørmalerier fra næsten forladte opgange i nedrivningsdømte boligblokke i Gellerup. Dørmalerierne skulle hjælpe med at holde humøret oppe hos de få familier, som valgte at blive boende, da alle andre flyttede ud.
Gellerups Glade Gavlmalere kunne i august 2025 fejre fem år som aktivt, kreativt fællesskab. Med den 82-årige kunstner Thomas Kruse som drivende kraft har en række beboere gennem de seneste år forvandlet stribevis af kedelige grå facader til farverige kunstværker.

Desuden har de glade gavlmalere gennem det meste af 2024 været i aktion i en række triste og næsten forladte opgange i nedrivningsdømte blokke på Jettesvej og Inger Christensens Gade. Og resultatet af dette arbejde kan nu ses på en særlig plakat, som gavlmalerne udgav i forbindelse med afgørelsen ved EU-Domstolen d. 18. december.
Forhistorien er, at da beboerne i de syv nedrivningsdømte boligblokke i Gellerup i 2023 og 2024 blev opsagt, valgte syv familier at gøre indsigelse mod opsigelsen og blev boende.
Brabrand Boligforening valgte at fortsætte saneringen af blokkene som forberedelse til nedrivning – også i de opgange hvor der stadig boede lejere. Blandt andet blev dørene til nogle af de tomme lejligheder fjernet.
Men så tog de aktivistiske gavlmalere affære. I stedet for at se på de triste rå plader, nedbrydningsfirmaet Kingo satte for dørhullerne ind til de totalt ribbede lejligheder, skulle de tilbageværende beboere have en farverig opmuntring på vej op og ned i opgangene.
Beboere bestemte motiverne
De tilbageværende beboere var med på råd om selve motiverne, og så gik gavlmalerne ellers i gang. De rå, snavsede plader blev vasket af og grundmalet, før selve motiverne blev malet i ofte klare glade farver.
“Vi lavede udsmykningerne for at holde modet oppe hos de tilbageværende beboere,” fortæller Helle Hansen fra Gellerups Glade Gavlmalere.
I maj 2024 inviterede gavlmalerne til fernisering på det første projekt på Inger Christensens Gade, hvor opgang 33 og 39 havde fået en kærlig omgang.
Og i løbet af efteråret 2024 rykkede de glade gavlmalere over i blok A4 på Jettesvej, hvor opgangene 25 – 29, hvor der ligeledes stadig bor enkelte beboere, fik den samme farverige omgang.
Sådan bestiller du plakaten
Og nu findes de aktivistiske kunstprojekter så ikke bare i de ellers lidt triste opgange, hvor de ganske få beboere dagligt har glæde af at kigge på dem.

Du kan nu også, hvis du er hurtig, anskaffe dig et eksemplar af den plakat, Gellerups Glade Gavlmalere nu har sendt på gaden. På plakaten ser du en række af de motiver, der findes rundt i opgangene.
Plakaten koster 100,- og kan, så længe lager haves, bestilles hos Helle Hansen på sms 2783 2782.

Fondsstøtte til nyt stort gavlprojekt
Som nævnt har Gellerups Glade Gavlmalere kunnet fejre fem års fødselsdag. Gruppen blev dannet i forbindelse med, at et velkendt gavlmaleri fra 1985 i blå farver på blok B7 i Gellerup i 2020 skulle pilles ned i forbindelse med, at blokken skulle renoveres.
Det skabte en fælles kreativ kraft, der har ført til en lang række kunstprojekter forskellige steder i Gellerup.
Undervejs har gavlmalerne fundet ud af, at de ønsker at realisere en mangeårig plan om at tilføre Gellerup endnu et kæmpestort gavlmaleri i røde farver. Det nye maleri skal supplere de blå og gule gavlmalerier, der blev malet tilbage i 1985.
“Dengang blev der kun malet den blå gavl med fredsduerne og den gule med livstræet, som stadig kan ses på blok B6, Gudrunsvej 58,” skriver gavlmalerne.
Den blå gavl, der blev taget ned i forbindelse med renovering af blokken, er i øvrigt forsvundet. Brabrand Boligforening opbevarede maleriet, så det senere kunne sættes op igen – men sidste år blev det opdaget, at det var fjernet, og ingen har kunnet sige, hvor det er blevet af.
De har nu i flere år arbejdet på at realisere ønsket om at male et tredje gavlmaleri sammen med Thomas Kruse, der også var idémanden bag de to oprindelige gavle.
Men gavlmalerne giver ikke op – og deres forhåbninger om at kunne male et nyt stort gavlmaleri er nu kommet et stort skridt nærmere realisering, da Reisby Fonden har doneret 100.000 kr. til projektet. Fonden støtter kulturelle og kunstneriske projekter med et socialt sigte.
Planen er, at det røde gavlmaleri skal males til sommer på blok B7, Gudrunsvej 68-76. Boligblokken er allerede renoveret og har i gavlen fået vinduer, der skal indarbejdes i maleriet.
