Salling Group går nu målrettet i gang med at opsætte solceller på koncernens bygninger. Blandt andet får hovedkontoret i Årslev monteret solcelleanlæg på tagene. Målet er, at solceller om seks år skal dække mindst 25 procent af Salling Groups energiforbrug.
Den massive satsning på solceller sker både i butikker, varehuse, på lagre og hovedkontorer, hvor der i forvejen bliver skruet ned for varmen, slukket for lys og kølere for at sløjfe unødvendigt energiforbrug. Monteringen af solceller er i fuld gang og vil fuldt indfaset tælle 570 anlæg, som vil dække en fjerdedel af Salling Groups samlede energiforbrug.
Allerede inden udgangen af 2022 vil i alt 139 solcelleanlæg komme i drift, svarende til en produktion på 9,3 GWh.
– Vi har sat fuld fart på udrulning og implementering af energi- og el-besparende indsatser, som hjælper os med at sænke vores el-forbrug og dermed både regningen, som er steget eksplosivt i år, samt vores CO2-aftryk. Derfor er vi meget tilfredse med, at vi på bare ni måneder lykkes med at installere solcelleanlæg, der kan producere to pct. af vores samlede el-forbrug, og i løbet af de næste år vil andelen stige markant, siger CSR-direktør i Salling Group, Henrik Vinther Olesen.
Når udrulningen af de planlagte 570 solcelleanlæg er afsluttet i 2028, vil 25 procent af Salling Groups energiforbrug være dækket af solcelleenergi. Af de 139 solcelleanlæg, der bliver monteret i 2022, er de fleste på polske Netto’er, mens det herhjemme er to Bilka’er, tre føtex’er, et lager samt på hovedkontoret i Årslev.
Allerede i marts satte Salling Group aktivt ind mod de stigende energipriser og afhængigheden af russisk gas, da man fremrykkede alle investeringer i grøn energi for i alt 2,4 milliarder kroner og indebærer indkøb af nye varmepumper, køle- og fryseelementer, montering af låger på alle eksisterende kølemontre foruden altså installation af solceller på i alt 570 eksisterende føtex, Bilka samt danske, tyske og polske Netto.
Helt konkret går investeringen på 2,5 milliarder til at sænke energiforbruget og selv producere grøn energi på tværs af Salling Groups tre markeder Danmark, Tyskland og Polen:
- Eldrevne varmepumper erstatter olie- og gasdrevne varmekilder i 750 Bilka, føtex samt Netto i Danmark, Tyskland og Polen
- Installation af solceller på i alt 570 eksisterende føtex, Bilka samt danske, tyske og polske Netto (dvs. bygninger, hvis konstruktion kan bære installationen), samt integrering af solceller på alt fremtidigt byggeri; nye butikker, lagerbygninger, mv.
- Montering af låger på eksisterende køle- og frysemøbler i samtlige Nettos butikker i alle tre lande (en proces, butikskæderne føtex og Bilka i forvejen er næsten i mål med)
- Ældre køle- og frysemøbler erstattes i 725 butikker af moderne og mere energieffektive modeller
- Andre energireducerende tiltag som f.eks. udskiftning til LED eller nye typer LED i butikker, der allerede tidligere har udskiftet sine lyskilder
Artiklen er blevet til på basis af en pressemeddelelse fra Salling Group.