Siden onsdag den 27. marts har redaktionen GRAVEREN Brabrand, drevet af 8 mennesker fra journalisthøjskolen, skrevet lokale historier om byggeri og erhverv for Vores Brabrand. Vi har gravet et spadestik dybere i alle Brabrands afkroge, og dækket historier om alt fra torsdag-vandringer mod ghetto-nedrivning til historier om de yngste beboeres erhvervsdrømme. Der vil ikke komme flere historier fra vores hænder i denne omgang. Men inden vi takker helt af, vil vi opfordre Jer til at læse nogle af de historier, vi har skrevet i ugens løb.
Onsdag den 27. marts
Tirsdag d. 26 marts åbnede Vaskeriet op i nye lokaler på Louisevej 2. GRAVEREN Brabrand deltog i den glædelige begivenhed og det kom der en video ud af.
Onsdag var også dagen, hvor vi udgav en artikel om brugen af den nye bypark i Gellerup og Toveshøj. Selvom parken efter en omfattende renovering nu har både boldbaner, grill-arealer, klatremurer og meget mere, er størstedelen af disse faciliteter ikke i brug.
På dagens tapet var også en historie om Kamilla Sighs håndlavede julekugler. Hun bruger sin webshop, Sighs.dk, som en legeplads, og på siden kan man finde massevis af porøse glasfigurer i alverdens farver og former.
Iværksætterhuset ‘’Square One’’ fik også et visit af GRAVEREN Brabrand. Virksomheden tilbyder forskellige rammer og muligheder til alle slags iværksættere, som ikke er klar til at starte op på egen hånd endnu.
Torsdag den 28. marts
Vi udgav en artikel om Arkitekt Anna Mette Exner, som har sin tegnestue i Gellerup Kulturcenter. Kommunen vil muligvis rive denne bygning, og de to andre bygninger, der indrammer fredspladsen, ned. Men Exner har en vision om at bevare og renovere stedet.
Historien om 52-årige Ekhlas Omar Orfali og hendes frisørsalon udkom også torsdag. Det er ikke en helt almindelig salon. Det er nemlig kun tilladt for kvinder at komme indenfor og blive klippet eller farvet.
Det nye Gellerup skal være åbent og oplyst. Det er en målsætning, der beskrives i bydelens helhedsplan. Efter nedrivninger og nybyggeri er Gellerup mere indbydende – i hvert fald for nogle.
Mens kommunen og boligforeningerne er i gang med at integrere Gellerup med resten af Aarhus, har Christiansborg besluttet, at der ikke skal være nogle ghettoer tilbage i år 2030. Flere boligblokke skal nedrives og andre renoveres. Nogle af projekterne er dog startet uden de nødvendige godkendelser.
Fredag den 29. marts
Torsdag eftermiddag protestvandrede en gruppe Gellerup-beboere gennem Gellerup og Toveshøj, for at vise deres modstand mod politikernes angreb på det almene boligbyggeri i området. Arrangørerne bag initiativet håber, at deres ugentlige vandringer kan bidrage til at mobilisere beboerne og ændre politikernes nedrivningsplaner.
Fredag var også dagen, hvor vi udgav en artikel om brugen af det tidligere sleep-in hostel’s lokaler på Gudrunsvej 82. Inden stedet potentielt set bliver lavet om til en højskole, bruges lokalerne til forskellige fællesskabsskabende initiativer og til undervisning af studerende fra blandt andet VUC og VIA.
Mandag den 1. april
GRAVEREN Brabrand har også været ude og snuse til det fremtidige erhvervsliv. Mandag udkom videoen Brabrands fremtid, hvor de to piger Mariam og Anna fortæller om, hvad deres drømmejobs er.
Torsdag formiddag besøgte GRAVEREN Brabrand Skjoldhøj Kollegiet, som er mere end bare et betonbyggeri. Varmemester Tom Jensen viste rundt på kollegiet, og forklarede idéerne og arkitekturen bag kollegiet.
Vi udgav også en artikel om Blixeneshusets medarbejdere, der beskæftiger sig med Miljø og Teknik. De har nu arbejdet i bygningen i nogle måneder, og denne artikel handler om de ansattes syn på det nye byggeri.
Der blev også udgivet en artikel om Eventpark Aarhus og deres ambitioner. De har en vision om blive et mere centralt punkt for underholdning, og de vil nå målet ved at udvide deres aktivitetsudbud med endnu flere sjove faciliteter for både store og små.
Tirsdag den 2. april
Fredag d. 29. marts åbnede restaurant Tarboush i Bazar Vest. Åbningen var en stor succes for ejeren Alaa Hamid, og Tarboush er nu klar til at serverer saftige kyllingeshawarmaer og krydrede kødspyd.
Fredag holdte det lokale storcenter City Vest Open By Night. Centeret bugnede af tilbud og det kunne mærkes på omsætningen i Center Mode. Centerets butikkers omsætning øges når de bruger deres sociale medier til at reklamere for deres rabatter.
Onsdag den 3. april
Mandag eftermiddag besøgte GRAVEREN Brabrand byggepladsen, der i fremtiden skal være det nye GLLRP-kollegie. Kollegiet skal danne ramme for fællesskab og iværksætteri og der er planer om at skabe store områder til socialt liv og kontorpladser til iværksætterne.
Vi håber, at I har haft lige så meget glæde ved at følge med i vores historier, som vi har haft med at skrive dem.
?- GRAVEREN Brabrand siger tak for denne gang.