Der var stor forskel på, hvor meget butikkerne i City Vest havde forberedt sig op til Open By Night i fredags. De butikker, der havde promoveret deres nedsatte varer på sociale medier og i nyhedsbreve inden dagen, oplevede markant større omsætning end dem, der ikke havde gjort noget.
Af Alberte Borne Asmussen, Emilie Ida Bødker Back og Christian Moess Laursen.
Flere af butiksfacaderne i Brabrands største shoppingcenter var pyntet med farverige balloner og tilbudsskilte, da de i fredags inviterede indenfor til forårets første Open By Night. Nogle af butikkerne havde forberedt sig på dagen ved at reklamere for deres tilbud og rabatter på diverse sociale medier og i deres nyhedsbreve. Andre butikker havde ikke forberedt sig.
I håbet om et hyggeligt og udbytterigt besøg var familier og vennepar mødt op i centeret. Og ifølge butikssælgeren, Emilie Thordal, i Center Mode holdte kunderne ikke deres betalingskort tilbage i deres butik.
“Vi har allerede solgt dobbelt så meget, som vi gjorde til sidste års Open By Night. Det er ret fantastisk,” siger Emilie Thordal med tilfredshed i stemmen.
Center Mode er en modetøjsbutik, der har tøj til både unge teenagere, midaldrende kvinder og ældre damer. Og to af dem, der besøgte butikken fredag var Lene og Lise.
“Vi tænkte, at vi ville vente med at besøge butikken, til de havde femogtyve procent”, siger Lise, hvorefter Lene tilføjer:
“Ja, vi skulle ud og have lidt tilbud”.
Damerne havde spottet butikkens tilbud i en reklame, som de fik med posten nogle dage forinden. Med et par cowboy-nederdele og nogle tynde bluser over armene gik damerne rundt i butikken for at spotte flere gode tilbud.
Chokolade og is til normale priser
I modsætning til Center Mode havde Frellsens Chokolade hverken gjort brug af vilde tilbud, balloner eller andre tillokkende midler for at få opmærksomhed på dagen. Kun de vanlige rækker af håndlavede chokolader, fyldte cellofan-poser og flødeboller i alverdens smage og farver var linet op for at lokke centrets gæster tættere på. Men der blev ikke solgt mere af dette, fordi det var Open By Night.
“Det er sådan en almindelig fredag i dag. Vi sælger ikke mere i forhold til alle andre fredage,” siger Olivia Brødholt Rasmussen, der er butiksansvarlig i Frellsens Chokolade.
Alligevel havde de to piger bag disken travlt med at servicerer deres sukkertrængende kunder, for fredag er nemlig den dag på ugen, hvor Frellsens Chokolade sælger mest. Men det var ikke duften af den friskbryggede kaffe og søde chokolade, der lokkede centrets besøgende forbi.
“De fleste kunder kommer for at få is,” siger Oliva Brødholt Rasmussen.
Selvom softice-maskinen i Frellsens Chokolade kørte på højtryk i fredags, adskilte butikkens omsætning sig fra andre fredage. Derimod havde Center Modes reklamer og tilbud tiltrukket massevis af kunder. Det tyder på, at det er en god strategi for butikkerne i City Vest at bruge ekstra ressourcer på promovering op til Open By Night. I hvert fald for dem, der ønsker at få flere kunder og større omsætning på den dag.
Trods de to butikkers forskellige omsætninger mener både Olivia Brødholt Rasmussen og Emilie Thordal, at Open By Night er et fedt og hyggeligt initiativ.
“Det er fedt, at City Vest vil lave de her arrangementer,” slutter Olivia Brødholt Rasmussen.
City Vest har valgt ikke at arrangere nogle koncerter eller events i forbindelse med Open By Night i år. I stedet har de satset på, at konkurrencer kunne lokke gæster til centeret. Det kan du læse mere om her.