Tænk at man i løbet af to-tre timer i jævnt travetempo kan få så mange forskellige naturoplevelser så tæt på hjemmet! Her bliver du introduceret til en 14 kilometer lang rundtur, der tager dig gennem den flotte natur 360 grader rundt om Brabrand.
Du kan jo starte med det velkendte: Brabrandstien – stemt ind som en sikker nummer ét på Aarhus´ naturkanon. Men i stedet for bare at gå langs med søen skulle du tage og gå på opdagelse i Brabrands bagland.
I løbet af de knap 14 kilometer passerer du ikke bare endnu en kandidat til den århusianske naturkanon. Du oplever også noget så sjældent som et stykke natur, der er nomineret til en prestigefyldt europæisk arkitekturpris. Plus en række andre perler du måske knap nok aner eksisterer.
”Det, jeg synes, er så specielt ved den her tur, er at man undervejs ser så meget forskellig natur. Selvom man i virkeligheden er så tæt på byen, får man alligevel nogle fine naturoplevelser. Det er virkelig noget af det, Brabrand kan.”
Det siger Paw Simon Krogh, som har gået turen flere gange og har lagt den ud på platformen ViewRanger, så du selv kan hente og benytte ruten. Det får du en anvisning på nederst i artiklen.
Fra gammel til ny skov
Hvis vi nu tager den med uret rundt, starter vi med det mest kedelige stykke: Du forlader Brabrandstien ved Byleddet og går langs vejen op til Silkeborgvej, følger den cirka 100 meter mod vest og går til højre ved Uno-X-tanken, Silkeborgvej 702, hvor du også kan vælge at parkere bilen.
Herfra går en trappe ned i parken langs Aarslev Møllevej, og man kan så gå ad stierne mod nord. Gradvist kommer I tættere på Voldbækken og kan følge bækken ind i det fascinerende naturområde kaldet Løjtnantens Have, som Vores Brabrand tidligere har fortalt om her.
Du fortsætter op ad bakken, og naturen skifter så pludselig karakter fra gammelt naturområde til den ret nye True Skov. Du kommer op til den asfalterede cykel- og gangsti, som du kan følge mod nord. Du krydser Rætebølvej og fortsætter op ad Espenhøjvej, hvor True Skovs varierede natur for alvor venter.
Denne rute slår et sving ind i skoven mod vest, inden du igen sætter kursen østpå mod Skjoldhøjkilen.
Men du kunne også vælge at gå et par hundrede meter længere nordpå, hvor du møder det nyanlagte Bærsporet, som du så kan følge mod øst. På ViewRanger er sporet aftegnet med en stiplet linje.
Menneskeskabte naturperler
Du følger så det åbne område ned mod Anelystvej, som du krydser – og så er du igen inde i et smukt og anderledes naturområde. Nu hedder det pludselig Skjoldhøjkilen, der var blandt de 15 nominerede steder, århusianerne kunne stemme ind på den nye naturkanon. Området fik ikke stemmer nok – formentlig fordi mange endnu ikke rigtig kender det.
Det er menneskeskabt natur – men det bliver oplevelsen ikke mindre af. Den varierede beplantning er groet fint til, og man tager sig flere gange i at blive overrasket over nye små naturperler. Du passerer flere søer og slår også undervejs igen følge med Voldbækken, der udspringer ved Hasle Bakker.
Du kommer også forbi flere indhegninger med heste og kreaturer, blandt andet på nordsiden af Skjoldhøjkollegiet.
Den flotteste udsigt i Aarhus
Igen viser byen sig, da du må passere Holmstrupgårdsvej – inden du fortsætter videre mod øst, hvor Hasle Bakker på et tidspunkt viser sig i horisonten. Hvis kræfterne er til det, skal du tage en afstikker op til toppen: Den udsigt ud over det meste af Aarhus får du ikke meget bedre!
Og så går turen ellers mod syd. Når du har passeret Tovshøjskolen, kan du på Janesvej finde indgangen til byparkens hvide betonsti-system, der vil føre dig gennem en helt anderledes udgave af det udsatte boligområde, end du sikkert kender:
120 millioner kroner har det kostet at anlægge byparken, og resultatet er blevet så bemærkelsesværdigt, at parken er nomineret til Mies van der Rohe Award, der bliver uddelt hvert andet år til et europæisk arkitekturværk.
Undervejs finder du ud af hvorfor: Her møder du en overvældende variation af planter, træer og bærbuske placeret smukt i et bakket, faldende landskab, der giver dig udsigt over Gellerupparken og ådalen længere nede.
På vejen kan du opleve forandringen af Gellerup og Toveshøj: Beboerhuset Laden passerer du, lige inden du går ad gangbroen over Edwin Rahrs Vej, så passerer du det hyggelige haveområde, Fælleshaverne, så kunstgræsbanen og Sports- og Kulturcampus og søen ned mod ”Den gyldne port”, inden du når ned til City Vest.
Et guddommeligt kig
Når du krydser Silkeborgvej, kan du med det samme gå ind i Gjellerup Skov, der nu har vokset sig stor og med nænsom fældning nu også virkelig er et besøg værd. En del af området er nu åbnet op á la Dyrehaven, og en del er ung skov, hvor der blandt andet er moutainbike-spor.
Du kommer også forbi den nyanlagte skovsø, der også skal skal rense og forsinke i alt ca. 12.000 m3 regnvand, inden det løber ud i Aarhus Å.
Gå så bag om Sødalskolen og drej til venstre, når du kommer ud på Louisevej. Gå gennem viadukten og fortsæt lige over ad cykel- og gangstien ned mod søen. Her får du igen en helt særlig oplevelse: Et guddommeligt kig ned over ådalen og Brabrand Sø.
Når du så kommer ned til Brabrandstien, kender du vejen hjem – og kan så også nyde resten af turen, som du sikkert kender rigtig godt.
Du finder rutebeskrivelsen nogenlunde som beskrevet via dette link. Der er dog enkelte variationer – blandt andet turen ned gennem byparken, hvor beskrivelsen i teksten her er lidt anderledes end rutebeskrivelsen.
Du kan også hente den gratis app ViewRanger ned på din telefon og søge ruten ”Paw Patrol” frem. Hvis du downloader den, kan du følge kortet hele vejen rundt. (Paw Simon Krogh fortæller, at han gav turen det specielle navn med inspiration fra en kendt tegneserie.)