• Skip to content
  • Skip to primary sidebar

Naturoplevelser i Brabrand

Oplev den skønne natur 360 grader rundt om Brabrand

True Skov

Skjoldhøjkilen: Fine oplevelser i en tynd strimmel natur

20. oktober 2022 by Peter From Jacobsen Leave a Comment

Svanesøen er en af søerne i Skjoldhøjkilen blevet døbt – med rette.

I 8220 Brabrand er vi beriget med foranderlig natur nærmest hele vejen rundt om bydelen. Blandt andet byder Skjoldhøjkilen på fine oplevelser. Tag med Vores Brabrand på en 2,4 kilometer lang gåtur langs svanesøen, hestesko-søen og Lundagergård.

På kortet er Skjoldhøjkilen bare en tynd strimmel jord mellem Skjoldhøjvej og erhvervsområdet ved Sintrupvej. Men også her byder naturen på oplevelser for den, der opsøger dem.

Turen ”Skjoldhøjkilen” er en af i alt 11 ruter, der sender dig godt og grundigt rundt i True Skov. Denne her er dog forholdsvis kort – ca. 2,4 kilometer – der hovedsagelig går ad grusveje og brede stiler. Velegnet til en halv times aftentur i dit nærområde.

Fordi denne del af Skjoldhøjkilen ligger afskærmet af store veje som Anelystvej og Edwin Rahrs Vej, er det nok mest oplagt at komme dertil i bil. Der er fine parkeringspladser langs Skjoldhøjvej – fra Anelystvej på højre side få hundrede meter mod øst.

Når du går fra parkeringspladsen mod vest, går du langs en af de mange kunstigt dannede søer i Skjoldhøjkilen. Denne her har naturligt nok fået navnet Hestesko-søen på grund af sin form.

Fra den hævede sti har du et fint kik ud over den hestesko-formet sø, der er omgivet af dunhammer og rørgræs, og med en lille farbar halvø midt i. Du er midt i naturen, og selvom du har to trafikerede veje både mod nord (Skjoldhøjvej) og mod vest (Anelystvej), hører du det kun som en susen i baggrunden.

Fra søens vestlige ende går du mod syd, ind mod shelterpladsen Lundagergård, der er velegnet til et stop for at drikke aftenskaffen.

Undervejs krydser du Voldbækken, der her kan opleves i en stille rislende udgave. Samtidig er bækken dog flere steder temmelig overgroet, så du må lytte dig frem til vandet, der risler om kap med rødhalsens glade sang fra krattet lige i nærheden.

Lundagergård bruges af de lokale skoler til udeskole, og spejderne i Valhalla Gruppe arrangerer overnatninger der. På pladsen findes der to shelters og et bålsted, men der findes hverken adgang til toilet eller vand.

Fra Lundagergård fører stien mod øst ad brede stier, hvor du kan nyde skovområdet, der er domineret af egetræer. Skoven er fyldt med små græsbeklædte stier og veje, der kan vise dig andet og mere end den grønne facade ud mod stien.

Inde mellem træerne kan du også skimte civilisationen, erhvervsområdet ved Engmarken.

I den østlige ende, hvor stien drejer tilbage mod sit udgangspunkt, finder du et vådområde med store ahorntræer ud til stien.

Bunden under træerne er i foråret fyldt med blomster fra den gule vorterod og den hvide anemone, hvilket især i det optimistiske forårslys tager sig utrolig smukt ud.

Du drejer her igen mod nord tilbage i retning af dit udgangspunkt, parkeringspladsen ved Skjoldhøjvej. Undervejs passerer du den indhegnede hundeskov, hvor hundeejerne kan slippe de firbenede løs.

Du kommer ligeledes forbi en anden af de små søer i Skjoldhøjkilen, hvor du kan nyde svanefamilierne drive dovent af sted.

Du kommer også forbi en af indhegningerne, hvor de skotske højlandskvæg betragter dig på afstand. De ser måske lidt faretruende ud, men medmindre du byder dem på æbler eller andre lækkerier, er de som regel temmelig uinteresserede i besøg.

Du følger søen tilbage til dit udgangspunkt på parkeringspladsen ved Skjoldhøjvej – en del frisk luft og forhåbentlige et par gode oplevelser rigere.

På din mobil kan du finde turen her. Hvis du downloader den, kan du følge med, hvor du er, mens du går turen.
Artiklen er blevet til i samarbejde med Per Falk Bredgaard.

Læs også:

Holmstrupgård-ruten: En smuk intro til Skjoldhøjkilen

Filed Under: Skjoldhøjkilen Tagged With: gåture, True Skov

Holmstrupgård-ruten: En smuk intro til Skjoldhøjkilen

9. august 2021 by Peter From Jacobsen Leave a Comment

Turen går undervejs gennem et vådområde, men en gangbro sørger for, at man kommer tørskoet igennem.

True Skovs mest aktive brugere har lavet 10 forskellige gå-ture, der kan være dine indgange til det varierede naturområde. Vores Brabrand vil i den kommende tid præsentere de 10 ture i ord og billeder. Her får du først en lille nem tur i Skjoldhøjkilen.

1,5 kilometer lyder måske ikke af noget særligt. Men på en halv times tid får du her alligevel en fin introduktion til den varierede naturoplevelse, du finder i den østligste del af True Skov, der også hedder Skjoldhøjkilen.

Velholdte og jævne stier gennem et varieret skovområde, hvor vi undervejs flere gange passerer den hyggeligt rislende Voldbækken, der fra sit udspring ved Hasle Bakker løber ned mod Brabrand Sø.

Turen følger den store indhegning, hvor du undervejs med stor sikkerhed møder nogle af hestene, der græsser der.

Ruten har af naturlige årsager fået navnet ”Holmstrupgård”, da den starter og slutter ved Holmstrupgårdvej – lige over for opkørslen til Egebakkeskolen (Holmstrupgårdvej 32). Her kan du også uden problemer parkere bilen eller cyklen.

Naturstyrelsen har fremstillet fine oversigtskort, hvor du både kan få et overblik og i detaljer kan læse om det område, du har foran dig. Her er kortet placeret ud til Holmstrupgårdvej og markerer turens start.

Voldbækken slynger sig dovent gennem området, og undervejs på turen krydser man flere gange det lille vandløb.

Holmstrupgård-turen er kendetegnet ved at gå hele vejen uden om en stor indhegning, hvor en flok heste stilfærdigt går og græsser. De må ikke fodres, men er ofte nysgerrige nok til at stikke mulen ud for at modtage et klap eller to.

En del af området er meget mudret – for nu at sige det mildt – men en gangbro gør alligevel turen til en tørskoet oplevelse.

Efter nogle hundrede meter skifter området karakter. Fra en form for dyrehavestemning bliver jordbunden mere mudret, men der er for år tilbage etableret en gangbro af træ, hvor du kan gå tørskoet og opleve den helt særlige stemning gennem den tætte bevoksning.

Det er den slags oplevelser børnene elsker: Gangbroen snor sig gennem området, og alle mulige slags kig venter lige rundt om hjørnet. Undervejs er der placeret en bænk, så I kan tage en pause og nyde stilheden.

Det er sjovt at tænke på, at der til begge sider kun er få meter til byens liv – mod nord Skjoldhøjskolen og mod syd Skjoldhøjkollegiet – men alligevel oplever man, at man er helt ”væk” i naturen.

Som nævnt krydses Voldbækken flere gange. I dette område er det et beskedent men meget hyggeligt vandløb, der er med til at skabe et rart og varieret naturområde.

Svanesøen bliver søen her kaldt. Og selv om den i sin tid blev kunstigt skabt, bidrager den til en varieret naturoplevelse.

Halvvejs på turen når man frem til en af flere store søer, der lokalt er døbt Svanesøen – og det er med god grund: Flere svaner flyder stille rundt og har rigtig god tid.

På grund af nedskæring af træer og buske er den sidste del af turen meget åben – men giver tilgengæld et godt kig op mod Skjoldhøjkollegiet.

Ruten drejer skarpt 180 grader rundt og går syd om hestefolden. Stien går nu op langs med Skjoldhøjkollegiet, der som tidligere skrevet på Vores Brabrand er i en økonomisk klemme og måske på vej til at blive omdannet.

I den seneste tid er træer og buske mellem stien og kollegiet blevet voldsomt beskåret. Det tager sig lige nu ikke særlig attraktivt ud – men til gengæld kan man tydeligt betragte Skjoldhøjkollegiets ganske særlige arkitektur undervejs.

Kort efter er du tilbage ved udgangspunktet på Holmstrupgårdvej og kan finde vejen hjemad – forhåbentlig en god oplevelse rigere.

På din mobil kan du finde turen her. Hvis du downloader den, kan du følge med, hvor du er, mens du går turen.

Per Falk Bredgaard har været hovedkraft i at udvikle og formidle information om Holmstrupgård-ruten og de øvrige ni ruter i True Skov.

Filed Under: Skjoldhøjkilen, True Skov Tagged With: Skjoldhøjkilen, True Skov, vandretur

Primary Sidebar

Copyright © 2017 Vores Brabrand - all rights reserved