True Skovs mest aktive brugere har lavet 10 forskellige gå-ture, der kan være dine indgange til det varierede naturområde. Vores Brabrand vil i den kommende tid præsentere de 10 ture i ord og billeder. Her får du først en lille nem tur i Skjoldhøjkilen.
1,5 kilometer lyder måske ikke af noget særligt. Men på en halv times tid får du her alligevel en fin introduktion til den varierede naturoplevelse, du finder i den østligste del af True Skov, der også hedder Skjoldhøjkilen.
Velholdte og jævne stier gennem et varieret skovområde, hvor vi undervejs flere gange passerer den hyggeligt rislende Voldbækken, der fra sit udspring ved Hasle Bakker løber ned mod Brabrand Sø.
Ruten har af naturlige årsager fået navnet ”Holmstrupgård”, da den starter og slutter ved Holmstrupgårdvej – lige over for opkørslen til Egebakkeskolen (Holmstrupgårdvej 32). Her kan du også uden problemer parkere bilen eller cyklen.
Naturstyrelsen har fremstillet fine oversigtskort, hvor du både kan få et overblik og i detaljer kan læse om det område, du har foran dig. Her er kortet placeret ud til Holmstrupgårdvej og markerer turens start.
Holmstrupgård-turen er kendetegnet ved at gå hele vejen uden om en stor indhegning, hvor en flok heste stilfærdigt går og græsser. De må ikke fodres, men er ofte nysgerrige nok til at stikke mulen ud for at modtage et klap eller to.
Efter nogle hundrede meter skifter området karakter. Fra en form for dyrehavestemning bliver jordbunden mere mudret, men der er for år tilbage etableret en gangbro af træ, hvor du kan gå tørskoet og opleve den helt særlige stemning gennem den tætte bevoksning.
Det er den slags oplevelser børnene elsker: Gangbroen snor sig gennem området, og alle mulige slags kig venter lige rundt om hjørnet. Undervejs er der placeret en bænk, så I kan tage en pause og nyde stilheden.
Det er sjovt at tænke på, at der til begge sider kun er få meter til byens liv – mod nord Skjoldhøjskolen og mod syd Skjoldhøjkollegiet – men alligevel oplever man, at man er helt ”væk” i naturen.
Som nævnt krydses Voldbækken flere gange. I dette område er det et beskedent men meget hyggeligt vandløb, der er med til at skabe et rart og varieret naturområde.
Halvvejs på turen når man frem til en af flere store søer, der lokalt er døbt Svanesøen – og det er med god grund: Flere svaner flyder stille rundt og har rigtig god tid.
Ruten drejer skarpt 180 grader rundt og går syd om hestefolden. Stien går nu op langs med Skjoldhøjkollegiet, der som tidligere skrevet på Vores Brabrand er i en økonomisk klemme og måske på vej til at blive omdannet.
I den seneste tid er træer og buske mellem stien og kollegiet blevet voldsomt beskåret. Det tager sig lige nu ikke særlig attraktivt ud – men til gengæld kan man tydeligt betragte Skjoldhøjkollegiets ganske særlige arkitektur undervejs.
Kort efter er du tilbage ved udgangspunktet på Holmstrupgårdvej og kan finde vejen hjemad – forhåbentlig en god oplevelse rigere.
På din mobil kan du finde turen her. Hvis du downloader den, kan du følge med, hvor du er, mens du går turen.
Skriv et svar