Når jurastuderende Josefine Lyngsø vil nyde naturen, vælger hun at tage til Brabrand. Det får hende til at føle sig i kontakt med hendes slægtshistorie.
Af Mathilde B. Jørgensen
Solen hænger lavt over Brabrand Sø. Ænderne skvulper i takt med vandets bevægelse. En kølig vind fragter stilheden med sig. 23-årige Josefine Lyngsø tænker tilbage på sin barndom.
”Brabrand er som et andet hjem for mig,” reflekterer hun.
Josefine Lyngsø er vokset op i Tranbjerg udenfor Aarhus. Hendes farmor og farfar er oprindeligt fra Brabrand, mens hendes mormor og morfar var tilflyttere i deres unge dage. Hendes forældre fandt hinanden i et klasseværelse på Sødalsskolen, som dengang hed Gellerupskolen. Når hun i dag tager fra sin lejlighed på Frederiksbjerg til Brabrand, er det med sin families historie i tankerne.
”Når jeg cykler forbi BIF, tænker jeg på min far, som spillede der. Når jeg kommer til kirken, tænker jeg på de døde i min familie, som ligger der,” fortæller hun.
Barndommen i Brabrand
Da Josefine Lyngsø var barn, tilbragte hun mange ferier hos sine bedsteforældre i Brabrand. Hun fortæller, hvordan de fodrede ænderne i søen, kiggede på fugle og besøgte dyr på en gård. Det er i høj grad byens natur og dyreliv, der dominerer hendes barndomsminder.
Hendes familie har været aktiv i foreningslivet i Brabrand i mange år. Især hendes farmor og farfar var engagerede i byens fodboldmiljø. Josefine Lyngsø har også selv spillet fodbold i mange år som følge af den stærke fodboldkultur i byen.
”Det har været trygt og dejligt at vokse op med Brabrand i min baghave,” siger Josefine Lyngsø.
En flugt fra storbyen
Når Josefine Lyngsø ikke bruger timevis på at terpe paragraffer til sit jurastudie, elsker hun at være aktiv i naturen. Selvom hun synes, at Aarhus har mange gode udendørsfaciliteter, som eksempelvis Marselisborgskoven, vælger hun alligevel ofte at tage turen til Brabrand. Området omkring Brabrand Sø er hendes yndlingssted.
”Brabrand Sø er virkelig smuk. Jeg står tit på rulleskøjter med min far eller mine kusiner eller løber ture rundt om søen. Nogle gange tager vi Årslev Engsø med, men så bliver turen også lang,” fortæller hun.
Det er de gode forhold, der lokker Josefine Lyngsø fra Aarhus til Brabrand. Afstanden til byen er kort, men forskellen er stor, mener hun. Det betyder meget for hende at have et frirum i naturen, hvor hun kan trække frisk luft og være aktiv.
”Når asfalten er god, men man samtidig er langt fra biler og trafik, kan man ikke bede om meget mere,” siger hun.
Byen med kontraster
Som barn lagde Josefine Lyngsø ikke mærke til det multikulturelle epicenter, som hendes familiesaga udspillede sig i. Når hun var på besøg hos bedsteforældrene, færdedes de mest i den sydlige del af Brabrand, hvorfor områderne omkring Gellerup sjældent gjorde sig bemærket. Når hun taler om Brabrand i dag, går hun op i at illustrere den side af byen, som hun er vokset op med.
”Mange ved slet ikke, hvordan Brabrand egentlig er. For mig er byen rigtig familievenlig,” siger hun.
Hun reflekterer over, hvordan Brabrand rummer forskellige kulturer. På den ene side er den som mange andre landsbyer i Danmark med en lille hvid kirke, et lokalt bageri og et stærkt sammenhold i nærmiljøet. På den anden side fremgår postnummeret 8220 på regeringens ghettoliste hvert år, hvilket præger den offentlige mening om byen. Josefine Lyngsø må i ny og næ lægge øre til, at byen fra hendes barndomsminder bliver offer for uvidenhed og fordomme.
”Byen er meget mere end dens stereotyper,” pointerer hun.
Hun er dog fortrøstningsfuld. Hun håber, at den næste generation at brabrandgensere i højere grad vil samle byen på tværs af kulturer, og dermed bryde med nogle af de negative sociale problematikker, som ghettoer og parallelsamfund skaber.
Fremtiden i Brabrand
Josefine Lyngsø identificerer sig som en Aarhuspige. Den identitetsmarkør har hun arvet fra sin familie og deres tilknytning til Aarhus og omegn. Det betyder meget for hende, når hun færdes i hendes families hjemstavn.
”Jeg har helt sikkert en stærkere tilknytning til Brabrand, fordi det er min families by. Når jeg vælger, hvor jeg vil bruge min tid i naturen, så vægter det for mig, at Brabrand gemmer på min historie,” siger hun.
Hun fortæller, hvordan dét at komme til Brabrand som voksen skaber en forbundethed til hendes barndom og hendes slægt. Hun er tilmed begyndt at tænke over, om slægten skal føres videre i byen.
”Jeg kunne godt finde på at flytte til Brabrand en dag,” konkluderer hun.
Josefine Lyngsøs bedsteforældre bor ikke længere i byen. Men måske går der ikke længe før, at Brabrand igen bliver familiens hovedsæde.