
Youtube i cykelkælderen, forelskelse mellem etagerne og fredagsøl på tagterassen. Det nye GLLRP Kollegium tager kampen op mod ensomheden og omfavner fællesskabet.
Af Lasse Ross Clausen og Carl Emil Zacho Böye.
”Man har en fantastisk udsigt udover bygaden, Brabrandsøen, kigget ud over blokkene og helt til Mols.”.
Jakob Tonsgaard, projektleder for GLLRP Kollegiet, peger ud over altanen fra toppen af det store betonbyggeri. Denne eftermiddag er hjørnet af Edwin Rahrs Vej og den blomstrende Karen Blixens Boulevard fyldt med cementblandinger og rockwool. Men inden kransekagen igen stilles på nytårsbordet, byttes gravemaskiner og håndværkere ud med omkring 400 indflytningsklare studerende. Væbnet med idéen om fællesskabet, vil GLLRP Kollegiet skabe en kontrast til idéen om pitstopboligen for studerende og samtidig puste nyt liv i lokalområdet.

Mission mod ensomhed
På trods af, at byggeriet er i fuld gang, kan fællesskabsfølelsen allerede anes i kollegiets arkitektur. Bygningerne står forskudt mellem hinanden, og tankerne ledes hen på en karré af lejlighedskomplekser i midten af storbyen. Indenfor er gangene snoede og mystiske.
Hensigten er, ifølge Jakob Tonsgaard, at skabe lysten til at finde ud af, hvem og hvad der gemmer sig bag hver enkelt krumning. Kollegiets samlingspunkter, klyngerne, rummer store fællesarealer. Lyse åbne rum med køkken og møbler, der skal være samlingspunktet, og som ifølge Jakob Tonsgaard er hjerterne af kollegiet.
“I de seneste år er der blevet bygget rigtig mange kollegier, som egentlig bare er små lejligheder uden fællesskab. Hvis man læser på en videregående uddannelse, er der rigtig meget studietid derhjemme og ikke mange timer på selve universitetet. Der er faktisk en stigende tendens til, at unge sidder og er ensomme. Så risikerer man at sidde og kukkelure i sin studielejlighed. Det prøver vi at vende på hovedet med dette kollegium,” fastslår Jakob Tonsgaard.
Projektlederen uddyber, at en gammeldags tanke om fællesskabet, vil være med til at skabe et kollegium med liv i. Det sker blandt andet, når de studerende passerer loungen og fællesarealerne. Store vinduespartier ud til Karen Blixens Boulevard fordrer beboerne til at gå hen at sige hej, i stedet for at sidde bag en lukket dør.

Med blandt andet bordtennis i vaskekælderen og wifi i kælderen, er det tydeligt at man med GLLRP Kollegiet har valgt at prioritere at skabe attraktive fællesarealer. Projektlederen beskriver da også GLLRP Kollegium som et hjem for den sociale studerende:
”Boligstørrelsen er komprimeret til fordel for at få så mange kvadratmeter ud som fællesarealer. Vi tænker kollegiet som den måde, man lavede kollegium på i gamle dage. Her er der fokus på fællesskabet,” siger Jakob Tonsgaard.
Netop for at styrke og understøtte fællesskabet på hele kollegiet endnu mere, har Brabrand Boligforening nedsat en gruppe til at fordre kultur og fællesskab i kollegiets klynger.
”Man skal se os som den sociale vicevært,” griner Jakob Tonsgaard, mens han bevæger sig gennem kollegiets gange og præsenterer de ufærdige lokaler.
Jakob Tonsberg viser blandt andet, hvordan alle klyngerne er markeret med unikke farver og er forbundet på kryds og tværs med trapper fra den ene klynge til den anden.
Eftersom fællesskabet spiller en vigtig en rolle for GLLRP kollegiet, er det også den sociale studerende man ønsker:
”Målet er at tiltrække studerende og unge, som er social anlagt og aktivt vælger fællesskabet,” siger Jakob Tonsgaard.

Mangfoldighed skaber tryghed
GLLRP Kollegiet er en del af Helhedsplanen for Gellerup og Toveshøj sat i søen af Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening. Kollegiet er en del af trekløveren på Karen Blixens Boulevard, sammen med kommunens nye bygning, Blixens og iværksætterhuset. Kombinationen af disse skaber mangfoldighed på tværs, ifølge Jakob Tonsgaard:
”Rigtig mange unge mennesker er med til at skabe noget liv i Gellerup. GLLRP vil bidrage til en mere blandet beboersammensætning i området, end der er i dag. Det er et enormt plus, at der kommer mennesker herud,” siger projektlederen smilende, mens han fra loungen skuer over mod Blixens.
Missionen for Helhedsplanen beskrives af aktørerne bag som en udvikling af en bydel, hvor fortidens fysiske og sociale isolation afløses af mangfoldighed i byliv og beboersammensætning. Ifølge Brabrand Boligforening, mangfoldigheden matcher resten af Aarhus på områder som beskæftigelse, uddannelsesniveau, indkomst og tryghed.

Jakob Tonsgaard forklarer yderligere, at man ikke skal være nervøs for at flytte til det blomstrende område:
“I mit virke er indtrykket egentligt, at Gellerup på mange måder er et tryggere sted end Aarhus midtby,” siger han.
Iværksætteri i højsædet
Brabrand Boligforening promoverer GLLRP kollegiet som et kollegium for iværksættere. Jakob Tonsgaard har en ambition om, at minimum 30 af kollegiets beboere har iværksætterdrømme:
”Forhåbentlig bliver der øremærket et antal lejligheder udelukkende til studerende med iværksætterdrømme,” siger Jakob Tonsgaard”
Og den karismatiske projektleder har da også en ambition om, at kollegiet minimum vil komme til at huse 30 unge iværksættere. Dog lægger han også vægt på, at det ikke er et krav:
”Alle er velkomne. Jeg tror, at alle mennesker, uanset hvad man laver, og hvor man kommer fra, har noget positivt at bidrage med. Og det skal også gennemsyre dette kollegium. Alle skal kunne bo på kollegiet. Dem, der har en iværksætterdrøm, har bare en ekstra fordel,” forklarer Jakob Tonsgaard.

Projektlederen lægger vægt på, at der skal være en synergi, hvor Brabrand Boligforening hjælper og facilitere de studerendes iværksætterdrømme, samtidigt med at de studerende støtter hinanden og udvikles personligt. Et af de store ønsker er et samarbejde mellem de unge iværksættere, som bor på kollegiet, og iværksætterhuset, hvor der blandt andet kan blive koblet en mentor fra huset på nogle af de unge iværksættere, uddyber Jakob Tonsgaard.
Der vil på kollegiet i fællesområderne blive mulighed for at sætte sit eget skrivebord op og iværksætte. Ligeledes vil der blive opført studieområder for alle beboerne, hvor man kan booke området over et online system. Selvom boligforeningen faciliterer en god start for beboerne, skal de også selv have muligheden for at forme det fælles nye hjem:
”Dog vil vi ikke prædefinere det hele. Vi vil også gerne have, at de studerende, der bor her, selv skal på banen med deres drømme,” fastslår Jakob Tonsgaard.
GLLRP bliver det trendy sted at bo
Her på redaktionen har vi tidligere bragt, at flere unge har brugt Skjoldhøjkollegiet i Brabrand som et pitstop, inden de flyttede videre til noget bedre. Derfor er Danmarks andenstørste kollegie ikke fyldt op. En problematik Jakob Tonsgaard udmærket er klar over.
Han tror og håber på, at boligforeningen, i modsætning til blandt andet Skjoldhøjkollegiet, kan holde på de studerende, og at en nærhed til lokalmiljøet sammen med fællesskabet ikke skal undervurderes:
”Vi tilbyder det lækre nye kollegium med fællesskabet i fokus. En bynærhed som vi har. Man kan lige rulle ned ad bakken på sin cykel, og så er man nede i byen. Vi prøver at lave et lækkert kollegium, hvor fællesskabet, men også faciliteterne er det, der skal trække,” uddyber projektlederen.
For at gøre kollegiet så attraktivt som muligt og sikre, at folk bliver boende i længere tid, har Brabrand Boligforening haft løbende kontakt med byens studerende:
”Vi har haft et samarbejde med Studenterhus Aarhus for at skabe de bedste rammer for de studerende,” forklarer projektlederen.
En tilbagemelding lød blandt andet på, at de studerende ønskede at skulle gøre så lidt som muligt ved indflytning. Som svar til de studerende, vil alle værelserne have monteret gardiner, bruseforhæng, overskabe til depot og dobbelt klædeskab på hjul. På den måde, hjælper boligforeningen med at gøre indflytningen nem og ligetil:

“Dybest set kan du tage en kuffert og en sovesofa med under armen, så kan du flytte ind. Det skal være nemt at komme til kollegiet. Det skal føles godt. Det skal være gennemsyret af, at der er tænkt på den enkelte, og at det skal være et fedt sted at studere og bo,” fastslår projektleder Jakob Tonsgaard.
De mange fælles faciliteter og en konstruktion med fokus på sammenhold skal sammen være med til at skabe gode rammer og fordele for de studerende, der vælger at bosætte sig i Brabrand. Og Jakob Tonsgaard mener, at Brabrand er et særdeles attraktivt område:
”Det er en spændende bydel under udvikling. Hvis vi eksempelvis kigger på Berlin og Paris, så er der områder, der har været socialt udsatte eller arbejder- og industriområder, hvor man har foretaget en byudvikling, der gør områderne til nye trendy steder at bo. Det er det, jeg håber, de studerende også ser ved dette projekt,” afrunder Jakob Tonsgaard, mens han en sidste gang skuer ud over det blomstrende GLLRP Kollegium.