En fælles beslutning om at udskyde konfirmationerne fra maj til august giver ro og afklaring for konfirmanderne. Det er vigtigt, mener sognepræsten i Brabrand, Simon Emil Koefoed.
Af Karoline Udklit og Mathilde B. Jørgensen
Normalt varsler de lysere aftner og den milde forårssol, at det snart er konfirmationstid. Men igen i år er alting anderledes. Landet over har coronarestriktionerne sat en midlertidig stopper for afholdelsen af konfirmationer, som mange steder udskydes til sensommeren. Sådan forholder det sig også i Brabrand Kirke, hvor Simon Emil Koefoed er sognepræst.
I januar 2021 fik alle konfirmander fra Engdalsskolen, som tilhører Brabrand Kirke, tilbuddet om at udskyde deres konfirmation fra maj til august. Det resulterede i en fælles beslutning i klasserne om at udskyde festlighederne til en tid, hvor landet forhåbentlig i højere grad er åbnet op.
”Konfirmanderne reagerede overvejende positivt. Jeg tror godt, at forældrene og konfirmanderne har kunne se, at corona bliver ved med at påvirke den måde vi er sammen på,” fortæller Simon Emil Koefoed.
Han mener, det er vigtigt for konfirmanderne, at de kan blive konfirmeret sammen. Det betyder også meget for dem, at Blå Mandag og konfirmationerne kan hænge sammen og forløbe så normalt som muligt. På samme måde var det væsentligt for sognepræsten, at coronapandemien ikke påvirkede konfirmationsforberedelserne for meget.
Online konfirmationsforberedelse
Simon Emil Koefoed og hans konfirmandhold mødtes til fysisk undervisning i efteråret, men måtte overgå til online undervisning efter den store nedlukning af landet i december 2020. Planen er nu at fortsætte undervisningen udendørs frem til maj, og derefter genoptage undervisningen i ugerne op til konfirmationerne i august.
“Det har været svært at skabe rummet for konfirmationsforberedelse online. Der er visse problematikker i at udtrykke religiøsitet og tro online, og det er nogle store og skrøbelige snakke, som fungerer bedst fysisk, fordi de kræver fortrolighed,” fortæller sognepræsten.
Corona som emne
Præsterne i Brabrand Kirke har arbejdet hårdt for at sikre sig, at konfirmationsforberedelsen forløber så normalt som muligt. De har forsøgt at perspektivere til coronakrisen i deres undervisning, for at gøre undervisningen nærværende og vedkommende. Konfirmanderne har for eksempel arbejdet med det etiske dilemma omkring vaccinationer, og hvem der skal have den først.
”Dilemmaet rører ved noget, hvor vi skal tænke på, hvem vi først skal passe på, og hvordan man træffer de beslutninger. Det kom der nogle store diskussioner ud af, som også afspejlede nogle kristne værdier,” fortæller Simon Emil Koefoed.
Selv mener han, at konfirmationsforberedelsen har skabt et rum til fordybelse og refleksion, i en tid hvor intet er, som det plejer. Han glæder sig dog til, at undervisningen kan genoptages i fysiske rammer, hvor han kan se konfirmanderne i øjnene igen og mødes i kirken til fællessang og gode diskussioner.
Læs sognepræst Simon Emil Koefoeds prædiken til konfirmanderne her:
http://sekoefoed.blogspot.com/2021/04/thomas-og-vores-tvivl.html