Nettos nye betalingsform Scan&Go er med til at forandre måden, vi tænker indkøb på. Siden august 2020 har man kunne benytte appen ved Netto i Brabrand. Formålet er at sparre tid for kunderne. Samtidig gavner det butikkens ansatte, der kan bruge tiden på andre opgaver.

Af Jesper Rinder Larsen
I en travl hverdag kan en lang kø ved supermarkedet ofte være frustrerende. Mange har et tætpakket program, og i værste tilfælde kan en kø medføre forsinkelse. Det problem forsøger Netto at komme til livs med deres indkøbsapp Scan&Go. Ved hjælp af appen kan man som kunde selv løbende scanne sine varer, til slut betale i appen og derefter scanne den digitale kvittering for at komme ud af butikken. Hermed slipper man oftest for at stå i kø.
Ved Netto i Brabrand er det på nuværende tidspunkt cirka syv procent af kunderne, der benytter sig af appen. Det tal håber butikschefen Henrik Dalsgård Sørensen vil stige, fordi det også har fordele for ham og resten af de ansatte i butikken:
”Vi kan ikke mærke en kæmpe forskel endnu, men det bliver bedre og bedre. Scan&Go bliver på sigt en kæmpe fordel for både kunder og ansatte. Hvis vi kan få flere til at bruge appen, kan det frigive nogle hænder, der kan bruges på noget andet i butikken. Det kan være med til at lette arbejdsgangen for mig, fordi jeg sparer nogle medarbejder ved kassen.”
Som kunde har man haft muligheden for at bruge appen i butikken i Brabrand siden august 2020, da butikken genåbnede efter renovering. En af butikkens kunder er Andreas Molin, der nyder godt af at slippe for køen:
”Der var ingen kø, da jeg skulle betale og tjekke ud med appen. Henne ved den normale kasse stod der til gengæld fire personer i kø. Så der er ingen tvivl om, at der er masser af tid at spare ved at benytte appen.”
De travle forældre er begyndt at få øjnene op for appen
Butikschefen har siden begyndelsen kunne følge med i forbrugsmønstrene. Det er særligt om morgenen, at mange benytter appen, fordi de har travlt med at komme videre på arbejde.
”Vi åbner klokken syv, og dem der kommer i de første par timer, det er dem, der lige kommer og henter madpakken. De har fundet ud af, at det går hurtigere, når de bruger appen. På den måde kan de komme hurtigere videre på arbejde,” fortæller Henrik Dalsgård Sørensen.
Udover at der er bestemte tidspunkter, hvor Scan&Go typisk bliver benyttet, så er det også ofte de unge mennesker, der finder mobilen frem i butikken. For 24-årige Andreas Molin er den sparede tid en stor gevinst:
”For mig giver det mening at kunne spare noget tid i den travle hverdag.”
Selvom størstedelen af Scan&Go-brugerne er unge, så oplever Henrik Dalsgård Sørensen også en stigning i en anden aldersgruppe. De travle forældre er også begyndt at få øjnene op for appen, der kan hjælpe dem med at komme hurtigere hjem til børnene.
”Som udgangspunkt er det unge mennesker under 30 år, der bruger Scan&Go. Men der kommer faktisk flere og flere travle forældre om eftermiddagen, hvor man kan se, at de handler en hel vogn. Jeg tænker, at det er for at prøve at undgå at stå i kø, så man kan komme hurtigere hjem igen,” fortæller Henrik Dalsgård Sørensen.
Kontakten mellem medarbejder og kunde nedsættes
Udover at appen er tiltænkt som en måde at kunne effektivisere indkøbsturen for kunderne og danne flere frie hænder blandt de ansatte, så er Scan&Go også med til at forandre måden, som vi alle tænker indkøb på. Kundens afsluttende møde med kasseassistenten er skiftet ud med selvbetjening på mobilen, så kontakten mellem medarbejder og kunde bliver nedsat. Det er også noget, som butikschefen er meget bevidst om. For ham og hans ansatte gælder det derfor om at være imødekommende på andre måder.
”Som personale gælder det om at prøve at hilse på kunderne, når de går rundt i butikken. Selvfølgelig kan de komme og spørge os, når vi går rundt. Vi vil jo stadig meget gerne hjælpe, så godt vi overhovedet kan. Men det sidste med at ønske dem ‘god dag’, det forsvinder selvfølgelig. Så man har ikke helt det samme tætte bånd,” fortæller Henrik Dalsgård Sørensen.
Spørger man Andreas Molin, så føler han ikke, at der går noget tabt, da muligheden for at købe ind som man plejer, stadig er der.
”Jeg tror ikke, at de folk der bruger Scan&Go har et behov for kontakten med kasseassistenten. De vil hellere hurtigt videre. Men har man et problem, er der jo også altid mulighed for at få hjælp.”
Er man interesseret i at afprøve Scan&Go, kan appen både downloades til Android og iPhone. For at kunne benytte appen skal du være fyldt 18 år.