Brabrand På Vej er en artikelserie, hvor redaktionen drager ud i trafikken, og møder Brabrands befolkning på deres vej gennem byens støj og travlhed såvel som i natursmukke omgivelser.
Af Cecilia Veile
Dørene klapper i. Den vanlige lyd af lufttrykket, der får det skæve gulv til at rejse sig fra hjulene, blæser gennem gangen. Ellers er det kun den brummende motor, der forlanger ens opmærksomhed, og helt monotont sætter sig på trommehinden. Forventningen om summende samtaler mellem mennesker virker næsten absurd, når først man er trådt indenfor. Tilbagelænet i sædet og med lukkede øjnene kan man næsten være tilbøjelig til at tro, at man er alene i den rungende metalkasse. I hvert fald indtil dørene atter åbnes, og gulvet sænker sig til indstigning.
Sådan forløber det sig i de velkendte gule bybusser. `Brabrand På Vej´ er steget på 4A, der triller sin daglige rute gennem bydelen. Hele 106 gange lægger den vejen forbi sine otte stoppesteder i Brabrand på denne onsdag.
Ved Verdenspladsen står 21-årige Marwa, og venter på det gule, hjulbeklædte monstrum. Hun er begejstret for dens fleksible og vidtstrakte rute.
”4A samler alle op. Den stopper jo overalt og fanger alle aldre og typer. Jeg hopper både på den, når jeg skal ned i byen, og når jeg skal i skole,” forklarer hun.
Hun vil dog foretrække ikke at være afhængig af utilregnelige bustider.
”Der har været en del forsinkelser den seneste tid. Sidste gang kom den overhovedet ikke. Og så måtte jeg vente på den næste bus, som yderligere var tre minutter forsinket.”
Marwa har det egentlig fint med offentlig transport i form af de gule busser, men vil alligevel prioritere den klassiske personbil som transportmiddel.
”Man vil altid hellere have noget andet end det, man lige har til rådighed. Det er jo typisk,” griner hun.
Bustider hænger ikke sammen
Ved det næste stoppested på Tinesvej ude foran CityVest venter Birthe. Hun deler ikke på samme måde Marwas begejstring for de solskinsfarvede busser.
”Hvis jeg havde råd til en bil, så havde jeg brugt den af praktiske årsager. Bustiderne hænger ikke godt nok sammen. Der er store tidsmæssige besparelser at gøre sig med en bil.”
Fra Birthes bopæl i Brabrand er hun nemlig nødt til at bruge bus 15, som kører mindre hyppigt end A-busserne. Derfor er det sværere at få hendes busskift til at passe sammen.
”Når jeg skal til og fra arbejde tager det en bondegård af tid. Det kan tage op mod halvanden time at komme frem og tilbage. Sådanne ting kan blive en irritation ind i mellem.”
Birthe mener heller ikke, at offentlig transport er bedre for miljøet, når køreplanerne ikke hænger sammen.
”Hvis de gerne vil have, at folk skal bruge det, så er tiderne nødt til at harmonere bedre. Ofte ruller bus 15 ind, mens 4A trækker ud fra samme stoppested. Så kører bussen lige foran næsen på en,” siger hun og fortsætter, ”De tocifrede busser, der kommer fra indfaldsvejene, skal passe med A-busserne. Og det gør de jo ikke her. Det er sådan noget, de skal tænke over for at få folk til at benytte offentlig transport.”
Køreplan skaber klager
Selv har hun gjort sit og skrevet ind med klager af flere omgange, men uden held.
”Første gang jeg skrev ind, forstod de ikke hvad problemet var. Og jeg ved, de har modtaget klager fra andre, som jeg har snakket med. Men de aner simpelthen ikke, hvad det drejer sig om.”
Birthe, der er lettere ophidset ovenpå samtalen, vil dog ikke undvære de gråbeklædte sæder, gule holdestænger og den mekaniske stemme, der annoncerer det næste stoppested over højtaleren.
”Jeg kører kun i bus. Altid. Jeg har ikke andre muligheder. Det er jo mit transportmiddel,” afslutter hun og tilføjer, at de sagtens kan være velfungerende, ”Hvis man skal ind til byen fungerer det rigtig godt med bus. Så slipper man for at lede efter parkering, og man kan tage bussen i begge ender af gågaden.”
4A triller videre på sin vej ud af Brabrand, som samtalen med Birthe slutter. Intet er perfekt, men det er alligevel godt nok. Den gule bus brummer i hvert fald fortsat.