Brabrand På Vej er en artikelserie, hvor redaktionen drager ud i trafikken, og møder Brabrands befolkning på deres vej gennem byens støj og travlhed såvel som i natursmukke omgivelser.
Af Lone Thurøe Lykke
Forårssolen og en frisk brise får Brabrandsøen til at glitre. Langs stien risler sivene, og mågerne skriger i kor. Cyklister suser, og løbere tramper hurtigt forbi. Men for andre nydes turen rundt om søen i et langt roligere tempo.
En af dem er 73-årige Kaj Rubak, som hver dag går en tur på 40-45 minutter. For ham er den daglige gåtur givende af flere grunde.
”Jeg går både for motionen, men det er også berigende for psyken. At man får nogle indtryk. Man skal holde sig i gang, ellers går man til.”
De bedste indtryk og gåture får man ifølge Kaj i Brabrands natur.
”Det er langs søen her, synes jeg. Og ude i Brabrand Bakker også. Det er også godt,” siger han og uddyber: ”Det er naturen og søen. At kigge på vandet er den allerbedste medicin for folk. Selvfølgelig også dyrelivet og fuglelivet der er her.”
Sæt tempoet ned og nyd naturen
Gangstien rundt om Brabrand sø løber parallelt med en befærdet cykelsti, og ruten er også populær blandt Brabrands løbere. Det kan mærkes når man som Kaj spadserer afsted.
”Du kan træffe alle tempi her. Nogle gange føler man sig overfaldet, når de kommer kørende og løbende fra alle sider.”
Selvom Kaj selv forsøger at holde et vist tempo, er det også vigtigt, at det ikke altid skal gå så stærkt.
”Jeg holder jo en vis kadence for at få blodomløbet i gang, men jeg skal også kunne nyde naturen. De andre løber jo. Det er både med barnevogn og alting. Så tror jeg ikke, at man får det hele med. Det kan du ikke, hvis du også skal have fokus på, hvor du kører hen. Det ligner jo en væddeløbsbane med cykler nogle gange, når man ser sådan et hold der kører.”