Brabrand huser efterhånden en del genbrugsbutikker. Mange af beboerne i Aarhus er vilde med genbrugsbutikkerne og elsker at kunne kombinere lave priser, kvalitet og genbrug.
Af Laura Schmidt Abildtrup og Amalie Aller
Tøj i forskellige størrelser, bøger, lysestager, vaser, kommoder, sofaer og meget mere. Dette er blot et lille udvalg af de ting, som du finder rundt omkring i de lokale genbrugsbutikker i Brabrand.
De fleste genbrugsbutikker drives af velgørenhedsorganisationer. Blandt nogle af genbrugsbutikkerne i Brabrand står Kirkens Korshær, Danmission og Røde Kors bag.
To af dem, som elsker at gå på opdagelse i genbrugsbutikkerne i Brabrand, er venindeparret Celia Preisler og Katrine Ramm, der til dagligt studerer til sygeplejerske i Silkeborg, men bor sammen i Aarhus C.
”Vi kan rigtig godt lide at tage en hel eftermiddag, hvor vi går fra genbrugsbutik til genbrugsbutik. Det er nærmest som at gå på opdagelse, når man går ind i en genbrugsbutik, fordi der ligger en historie bag hver eneste ting”, fortæller Celia Preisler.
Venindeparret shopper af og til også nyt tøj inde i byen, men kan godt lide det konceptuelle i at købe genbrug.
”Der er så mange fordele at fremhæve ved at købe tøj i genbrug. Det er billigt for os, det går til et godt formål og vi er med til at skåne miljøet”, fortæller Katrine Ramm.
Ifølge Celia Preisler og Katrine Ramm har Brabrand en masse fine genbrugsbutikker, som de i hvert fald ikke har handlet i for sidste gang.
Er du interesseret i at høre Celia Preisler og Katrine Ramm fortælle om deres genbrugsfund, kan du se mere i denne video:
https://youtu.be/ao5pRxOuNa8