Skyldneren, Peter Kristiansen, 2021
❤️❤️❤️❤️❤️
Anmeldt af Jens-Jørn Rodevad, 8220 Brabrand
Da Peter From spurgte mig, om jeg ville anmelde ”Skyldneren” af Peter Kristiansen, tænkte jeg ”Det kan jeg vel godt påtage mig”. Det er en forholdsvis lille bog, i hvert fald hvis man sammenligner med Tom Buk-Swientys bog ”Løvinden”, som jeg for nyligt har anmeldt.
Jeg startede på læsningen og konstaterede efter kort tid at der var to specielle ting ved denne bog. For det første var den skrevet med meget korte sætninger. For det andet var det overhovedet ikke nødvendigt at have kort parat over de steder, bogen omhandlede.
Jeg kendte alle stederne i Aarhus, som bogen foregår i. Det var dejligt ikke at skulle bladre rundt i et kort, hver gang der kom et gadenavn eller et navn på et af de steder fortællingen omhandler.
Peter Kristiansen er født i 1969 på Djursland og er i dag bosat i Brabrand. Han har tidligere publiceret kortprosatekster. ”Skyldneren” er hans første roman. Af en debut i romanfaget er det en vellykket bog. Det er en sort, men også humoristisk fortælling om et absurd projekt. Om moralsk gæld, om at være alene blandt venner og om at prøve at finde mening, hvor der næppe er nogen mening.
Spørgsmålet om skyld
Hovedpersonen bliver indblandet i et slagsmål udenfor et værtshus. Det ender med, at den person der griber ind for at stoppe slagsmålet, bliver slået ihjel. Skyldsspørgsmålet kommer på banen: ”Okay. Altså man kan jo bare tage fat i Nietzsches gældsargumentation. Jeg mener, han ser på det som grundlaget for hele skyldbegrebet.Altså, hvad vi egentlig dybest set forstår ved skyld. Ludvig tænder en cigaret. -Skyld? Hvis? -Ikke nogens som sådan. Bare selve begrebet i etisk forstand, du ved. Moralsk skyld.
Sort humor
Der er meget humor i bogen, især sort humor. Her i en beretning fra en begravelse:
“Den lille yderdør går endelig op, og det matte lys falder ind i våbenhuset. To bedemænd har taget opstilling udenfor. Præsten baner sig vej ud af kirkerummet, gennem den tætte forsamling og videre ud på kirkegården. At afdøde var en bredskuldret mand, ses tydeligt nu, hvor han er omgivet af den store hvide kiste, der med seks mandlige bærere i mørke farver passerer forbi Michael. Pludselig går processionen i stå, da den brede kiste skal igennem den smalle dør. Der er ikke plads til bærerne, særlig ikke dem fra afdødes side af familien. Præsten må minde om proceduren: Kisten skal roligt smyges gennem døråbningen ud til bedemændene, der tager imod. Mens kun de to bageste bærere til sidst holder ved. Men de er tæt ved at slippe grebet i utide, og heller ikke de øvrige bærere har udpræget mange armkræfter. Det bliver efterhånden kritisk. Til sidst må et par af de overskydende bærere i hast kravle ind under kisten og bære den på ryggen ud i det fri.”
Jeg har selv været ude for en lignende episode, da vi skulle begrave onkel Ejnar fra Fredericia. Han var maskinmester og en stor mand. Da vi skulle ud af døren i Christianskirken, var det kun den ene af den tofløjede dør der var åben. Vi måtte kante onkel ud, og havde næsten kisten op i lodret stilling, hvilket resulterede i,tror vi alle, at onkel Ejnar blev begravet i hugsiddende stilling i bunden af kisten.
Skyldneren er en velskrevet debutroman med finurlige episoder, under hovedpersonens jagt på nogen eller noget, hvor han kan få betalt sin gæld.
”Skyldneren” er udkommet på forlaget Brændpunkt, ISBN: 9788794083461
Læs også:
På vej med sin første roman: Dyster fortælling med sort humor