Alt var klar til bryllupsfesten i Det Gamle Gasværk i Brabrand. Brudekjole, mad, DJ og overnatning til gæsterne. Men nu er brylluppet aflyst på grund af corona-pandemien. Det Gamle Gasværk er først ledig om et år, og derfor søger Louise Borgselius og Lars Bjørn-Hansen hjælp til et nyt sted at holde bryllupsfest.
Fredag, den 27. marts 2020 Af Gitte Michaela Sommerbirk
”Vi glædede os sådan til brylluppet, der skulle holdes den 18. april i de hyggelige lokaler på Det Gamle Gasværk. Alt var på plads. Min brudekjole, forplejning og musik med DJ, og der var sørget for overnatning til vores gæster fra København. Men nu har corona-virus sat en stopper for bryllupsfesten, ” fortæller Louise Borgselius. Til daglig arbejder hun som frisør, men under nedlukningen opholder hun sig i et sommerhus. Her er hun sammen med sin kommende ægtefælle Lars Bjørn-Hansen, der er gymnasielærer, og deres datter, som går i børnehaveklasse.
Louise har opdaget, at hun går mere op i brylluppet, end hun havde regnet med. ”Aflysningen er svær,” synes hun, ”også fordi den går ud over så mange mennesker, der havde forberedt og glædet sig til brylluppet.” Men hun har stor forståelse for, at det er vigtigt at holde afstand og passe på hinanden i denne tid.
Kultur- og forsamlingshuset Det Gamle Gasværk har først ledige lokaler om et år. Så lang tid håber parret ikke, der kommer til at gå. ”Det er jo heller ikke sikkert, at jeg kan passe min brudekjole til den tid,” siger Louise. Desværre er det svært at skaffe et nyt sted til bryllupsfesten, når alt igen bliver normalt, fordi der er meget lang ventetid på selskabslokaler.
Parret håber på hjælp til at finde et hyggeligt og dejligt sted, hvor de kan holde bryllupsfest for deres 65 gæster efter sommerferien. Helst et sted, hvor de selv kan stå for mad og drikke.
Louise Borgselius og Lars Bjørn-Hansen kan kontaktes via Facebook, hvis du har mulighed for at hjælpe.