• Skip to primary navigation
  • Skip to content
  • Skip to primary sidebar
  • Skip to footer
  • Hovedside
  • Om Vores Brabrand
  • Kontakt

Lokale Fortællinger

En Vores Brabrand blog

  • Forside
  • Musikken i Aarhus Vest: 10 kunstnere der repræsenterer dit hood
Her er du: Forside / Brabrand i hverdagen / Vis os dit hjemmekontor: Brabrand Edition Del II

Vis os dit hjemmekontor: Brabrand Edition Del II

31. marts 2020 by brabrandihverdagen

Fredagsvin via Skype, familiehygge samt mindre kørsel og stress er blevet hverdagskost for beboerne i Brabrand, når arbejdspladsen blandt kollegaer er byttet ud med hjemmekontorer.

Af Signe Thiim Ebbesen og Nina Juhl

Selvom krammet til kollegaerne må udskydes, og frustrationerne til den online teknologi kan opstå, så er der også fordele ved at arbejde hjemmefra, mener beboerne fra Brabrand.

”Vi mødtes online til fredagsvin i sidste uge – det var ret hyggeligt.” Sådan lyder det fra Dorte Burhøi, som er selvstændig tekstforfatter og kommunikationsrådgiver.

På trods af den selvstændige titel er hjemmet normalt vis ikke Dortes kontor.

Dorte Burhøi, 49 år, har skiftet kontorfællesskabet ud med hjemmekontor på otte kvadratmeter. Foto: Privat

”Jeg arbejder normalt fra et kontorfællesskab i Aarhus, hvor jeg sidder sammen med andre solovirksomheder,” fortæller hun.

I disse tider kan det dog ikke lade sig gøre for Dorte Burhøi at møde op på arbejde i Aarhus.

”Lige nu er jeg forvist til mit otte kvadratmeter store (lille) hjemmekontor, som jeg deler med min mand, der også er selvstændig. Det er trangt, men vi kan heldigvis trække herind og på den måde adskille arbejde og fritid en smule,” uddyber hun.

Den nye hverdag kan være lidt udfordrende til tider, hvor det ikke kun er savnet til kollegaerne, der spiller ind:

”Der kan godt gå joggingbukser og morgenhår i den. Jeg forsøger at finde mig til rette i en form for hverdag. Det kan imidlertid være lidt udfordrende, når tirsdag ligner lørdag, men det giver også nye idéer og erkendelser, for eksempel hvor effektive telefon- og Skype møder kan være,” fortæller hun.

Vibeke Mulvad, 57 år, arbejder ved spisebordet, men rykker nogle gange over i lænestolen. Foto: Privat

Vibeke Mulvad savner den gratis kaffe og strøm, hun normalt kan få på sin arbejdsplads. Til gengæld sparer hun halvanden times kørsel hver dag.

”Alt i alt har jeg en mindre stresset hverdag end normalt,” siger hun om situationen.

Som personlig assistent til en direktør på Grundfos har Vibeke Mulvad mange forskellige, daglige opgaver. Der er dog færre opgaver nu, hvor alle sidder hjemme.

”Der er også færre forstyrrelser, og jeg sparer halvanden times kørsel om dagen, men der er jo ikke så meget direkte kontakt med kollegaer – og ingen gratis kaffe og strøm,” påpeger hun.

Vibeke Mulvad får dog alligevel klaret de arbejdsopgaver, hun skal. Hun bor nemlig sammen med sin mand, som kan motivere hende til at nå det hele:

”Jeg bor sammen med min mand, som er pensionist, så han passer mig,” siger hun.

Maria Molde, 45 år, har lavet hjemmekontor i spisestuen, men de online møder foregår på soveværelset. Foto: Privat

Maria Molde, som arbejder hos CISU, har skiftet den daglige cykeltur til og fra arbejde ud med mere musik.

”Jeg spiller musik om morgenen. Det plejer jeg at brug en halv time på, men fordi jeg ikke cykler den halve time til arbejde nu, så bruger jeg nu en time på at spille musik om morgenen,” fortæller hun.

Maria Molde ser generelt mange fordele ved at arbejde hjemmefra. Hun bor med sin mand og deres to sønner på 14 og 17 år. Derfor er der nu er masser af tid til familiehygge.

”Der er blevet bagt lidt flere kager. Det plejer vi ikke at gøre i hverdagene. Vi spillede spil i sidste weekend, hvilket heller ikke sker så ofte. Så der bliver hygget lidt mere,” siger hun og fortsætter:

”Fra mit eget lille egoistiske perspektiv og vores egen lille verden, er det indtil videre kun rart og hyggeligt. Jeg ved godt, at for mange er det ikke sådan, men for vores familieliv er det kun rart.”

Maria Molde har desuden oplevet en anden, lidt hyggeligere stemning i kvarteret end normalt.

”Da jeg var ude at gå en tur ved firetiden, var der virkelig mange mennesker, og der plejer ikke at være særlig mange. Der var jo fuld af folk på vejen og oppe i Langdalen. Man møder sine naboer, og vi står og snakker – selvfølgelig på afstand,” griner hun.

Derfor har Maria Molde kun én negativ ting at sige om omstændighederne ved at arbejde hjemmefra, hvis det fortsætter:

”Online møder er anstrengende, så jeg vil savne fysiske møder. Jeg tror, det er hårdt, fordi ens sanser er skærpet, og på den måde skal man koncentrere sig på en anden måde,” afslutter Maria Molde.

Filed Under: Brabrand i hverdagen

Primary Sidebar

Kategorier

  • Aktuelt
  • Beskæftigelse og integration
  • Børn og unge
  • Brabrand bag facaden
  • Brabrand i fritiden
  • Brabrand i hverdagen
  • Brabrand på arbejde
  • Brabrand på farten
  • Brabrand Times
  • Brabrand under udvikling
  • Erhverv og byggeri
  • Gåtur
  • Græsrødderne
  • Kultur
  • Kultur og fritid
  • Religion
  • Social og sundhed
  • Tæt på Brabrand
  • Trafik og miljø
  • Vest for Ringvejen

Se øvrige blogge

Footer

Vores Brabrand
Engdalsvej 96
8220 Brabrand

voresbrabrand@gmail.com

CVR nr. 38776169

Søg på Vores Brabrand

  • Hovedside
  • Om Vores Brabrand
  • Kontakt

Copyright © 2017 Vores Brabrand - all rights reserved