Fysisk arbejde og samtaler er hovedformålet på Værkstedet på Rørdrumvej. Her kan folk med psykiske problemer komme og arbejde sig ud af dem.
Af Jakob Ebbesen og Frederik Østergaard
På værkstedet dufter der af friskt træ, cykeldæk og olie. Værkstedet er en del af Aarhus Kommunes tilbud til borgere med psykiske vanskeligheder, hvor de kan komme og arbejde med alt fra ompolstring af stole til skift af bildæk. Vibeke Hulemose er afdelingsleder på stedet, og det har hun været de seneste fem år:
“Lige nu har vi 32 borgere på de forskellige værksteder, og så er vi seks ansatte.”
En af de borgerne, som Vibeke Hulemose kalder dem, er Lars. Lars er førtidspensionist og arbejder hovedsageligt på Rørdrumvejs autoværksted. Her får han lov til at bruge sine hænder til at reparere biler.
“Det er rart at være nyttig. Det gør mig stolt,” forklarer han.
En del af et fællesskab
Lars er oprindeligt uddannet maskinmester, men siden slutningen af sidste år er han kommet på Rørdrumvej to gange om ugen fast. Hvis han ellers har overskuddet til det. Nogle dage kan det være svært at møde, men så melder han altid afbud, fortæller han og uddyber:
“Vi har en gensidig respekt for hinanden her. Det er vigtigt at kunne regne med andre.”
Netop den gensidige respekt på værkstedet betyder noget for Lars. Den skaber et fællesskab, som hjælper ham i hverdagen:
“Det gør mig glad at være hernede. Her er en positiv energi, og det at bidrage med noget har jeg savnet længe.“
Et værksted fuldt af værdier
For Vibeke Hulemose betyder fællesskabet, som Lars taler om, alverden. Værkstedet er med til at skabe en arbejdsidentitet, der giver borgerne mening i tilværelsen, fortæller Vibeke Hulemose:
“Borgerne føler, de bliver en del af noget. Det, at vi gør det sammen, betyder, at vi skaber en arbejdsidentitet imellem mennesker.”
Knud Kristensen, der er formand i landsforeningen for psykisk sundhed, SIND, bakker Vibeke Hulemoses påstand op. Han forklarer via mail, at arbejde opfattes som noget af det vigtigste til at skabe vores identitet, hvorefter han uddyber:
“Det er velkendt og dokumenteret, at det virker ‘helende’ at være en del af et forpligtende fællesskab.”
Fysisk arbejde gør samtalen fri
Knud Kristensen skriver, at mennesker med psykiske vanskeligheder får det bedre af at være i frivilligt arbejde. Den påstand hæfter Vibeke Hulemose sig på:
“Vi oplever, at vi får en bedre samtale ved at være fælles om et stykke arbejde. Enten er vi lige dumme, eller også er vi lige dygtige til det,” fortæller hun med et smil og fortsætter:
“Med arbejdet mødes borger og værkstedsarbejder på samme niveau. Der opstår en uformel samtale, når vi i fællesskab beskæftiger os med noget, hvilket gør samtalen knapt så farlig.”
Lars skal videre
Værkstedet summer af liv. Lars og tre andre skruer på en gammel Transporter, en anden skifter et vindue på træværkstedet, mens en tredje ompolstrer et betræk på en gammel stol. Alle kommer her for at arbejde sig ud af deres personlige problemer, forklarer Vibeke Hulemose.
For Lars skaber Værkstedet på Rørdrumvej værdi i tilværelsen.
”Det, at jeg kan bidrage med noget til andre, er løn nok i sig selv,” fortæller han og haster ud af døren.