Århus Klatreklub er en åben forening for alle, der har mod på at søge mod højere luftlag.
Af Cecilie Kjærgaard og Emilie Høgagard
Hos Århus Klatreklub strømmer DR P3 ud af radioen, mens en ung mand prøver kræfter med en lav klatrevægs farverige greb. I caféen ved indgangen brygger en af klubbens mange medlemmer kaffe, inden dagens træning går i gang. I samme øjeblik er klubbens daglige leder, Thomas Mynster Ivarsson i gang med at lave nye klatreruter. Han står på en hejselift oppe under loftet og påmonterer greb på væggen.
”Det er lidt den samme slags sport som skateboarding. Det er en sport for sig selv, men så møder man mennesker, bliver venner eller kærester,” fortæller klublederen.
Båret af frivillige
Det er de mange frivillige hænder i klubben, der får tingene til at ske. Medlemmerne i klubben kan melde sig ind i forskellige udvalg eller blive instruktører for andre.
”Initiativet har magten. Det er sådan et internt slogan, vi har. Hvis man vil noget, så gør man noget, og så sker der noget,” fortæller 32-årige klubmedlem, Jens Kusk Block, der selv meldte sig ind i klubbens festudvalg, da han startede.
Thomas Mynster Ivarsson har svært ved at give et præcist tal på de mange frivillige, men skyder på, at det er omkring 30 frivillige, der er kernen i foreningen.
Højt til loftet
Århus Klatreklub tilbyder klatring til børn og unge fra 10 år og opefter. Lige nu er 190 af deres medlemmer mellem 10 og 24 år. Mange børn vælger at gå på ét af de to hold – basisholdet eller eliteholdet, hvor der er børn fra 10 til 18. Og selvom der er stor aldersspredning mellem børnene, fungerer det godt.
”Ellers ville de jo ikke blive ved med at komme,” lyder det kækt fra klublederen.
Jens Kusk Block fortæller, at mange medlemmer starter i studietiden. Han startede selv for 8 år siden. Men der er plads til alle på klatreklubbens vægge.
”Jeg tror, vores ældste medlem er 73 år. Han er en frisk fyr, der også hjælper til med at lave nye ruter,” siger klatremedlemmet.
Et stærkt sind
Én af de unge er Magnus Tøttrup. Han tager cykelturen fra Ceresbyen til Gellerup to gange om ugen for at klatre.
”Det er en dejlig klub,” siger han, mens han sidder på madrassen under den høje klatrevæg. Normalt klatrer han med en makker, men han er skadet, så Magnus Tøttrup klatrer alene i dag.
Ifølge den unge klatrer kræver det både en stærk krop og et stærkt sind at komme helt op under loftet. ”Hvis du tænker: ’Den kan jeg ikke klatre’ – så klatrer du den heller ikke.”
Magnus Tøttrup har klatret i klubben i lidt over et år. Han husker især de gange, hvor kroppen reagerer på, at der er dybt at falde.
”Det sker for mange, at kroppen simpelthen stritter imod rent fysisk, når man kommer så højt op.”
For det er en overvindelse at skulle så langt fra landjorden, også selvom sikkerheden er i orden med sikringer hele vejen op, og en makker der tager reb ind fra jorden.
https://www.youtube.com/watch?v=yu2QgUfnpjo
Et liv mellem hænderne
”Vi holder bogstaveligt talt hinandens liv i hænderne,” fortæller den erfarne klatrer, Jens Kusk Block. På den måde er det både en individuel sport, hvor man udfordrer sig selv fysisk, men der er også et fællesskab i det, uddyber han.
Men makkeren tilføjer også et andet og vigtigt aspekt i sporten, ifølge Magnus Tøttrup.
”Man skiftes jo til at klatre, så det bliver meget naturligt med en pause mellem hver klatring,” fortæller han med et smil.
”Men man kan godt starte uden at kende nogen,” forsikrer han. For hvis man har mod på at klatre i andet end træer, har klatreklubben ofte gratis arrangementer, hvor der er åben tilmelding for alle.