Traditioner er for mange et samlingspunkt, og en tryghed, når livet tager en stor drejning. I Tyrkisk Kulturforening i Åbyhøj eksisterer et stort fællesskab, som Corona-krisen i den sidste tid har gjort op med. Specielt begravelser er blevet aflyst, og i samme omfang har folk ikke haft mulighed for at blive fløjet hjem og blive begravet i Tyrkiet. Det fortæller Senay Arikan Tanis, talsperson for Tyrkisk Kulturforening.
Af Rikke Schmidt, Kathrine Bøge & Anne Andersen
På Silkeborgvej 326 i Åbyhøj ligger en stor, rød murstensvilla. Villaen er ikke blot et hus, men et samlingspunkt for religiøse og kulturelle aktiviteter. Den religiøse del hedder Brabrand Ulu Moské, og den kulturelle del hedder Tyrkisk Kulturforening Brabrand. Og det er i Tyrkisk Kulturforening, at Senay Arikan Tanis sidder i bestyrelsen som talsperson
“Jeg er “lige” trådt i bestyrelsen. Før i tiden var den styret af ældre tyrkiske mænd. Det er faktisk først fra april 2019, at der har siddet kvinder i bestyrelsen for Tyrkisk kulturforening,” fortæller Senay Tanis.
Normalt summer det af liv i villaen, hvor der er jævnligt er arrangementer i kulturhuset, og fredagsbøn i moskéen. Men takket være corona-krisen er alting aflyst. Det har haft store konsekvenser. Især for de ældre, som nemt kan blive ensomme, og som er vant til at bruge kulturhuset til at møde andre mennesker.
En specielt stor konflikt er, hvordan begravelser skal håndteres
“Ja vi har faktisk haft to begravelser, imens den her karantæne har stået på. Vi har haft politiet i røret et par gange. De ville sikre, at der ikke dukkede mere end 10 op til de her arrangementer,” fortæller Senay Tanis.
“Der har jo været en lang tradition for, at vi støtter op om hinanden. Det har Corona sat en stopper for, og det er naturligvis svært.” Samtidig understreger hun, at det er vigtigt at overholde reglerne, og at der i kulturhuset bliver vist stor respekt for dette. Men det er samtidig svært, ikke at have medfølelse for dem, det går ud over, for de traditioner, som folk fra Tyrkiet har meget kære, er der nu brudt op med.
Begravelsen
En muslimsk begravelse er spækket med traditioner, der indebærer, at familien samles.
“Det er hårdt at bede de pårørende om at ændre på traditioner. Det har jo altid været sådan, og når man står i en situation, hvor man har mistet sin kære, er det forfærdeligt at man så også skal overveje de 10, der må deltage,” fortæller Senay Tanis.
En tradition, der ifølge Senay Tanis, har været hård for de pårørende at ændre på, er den tre dage lange sørgeperiode, der normalt afholdes efter en begravelse. Her får venner og bekendte muligheden for at kondolere.
Derudover skal en muslimsk begravelse helst foregå inden for 24 timer, efter døden er indtruffet – og det foretrækkes, at det foregår i noget særligt indviet jord.
Traditioner i opgør
De traditioner og ritualer, som en tyrkisk begravelse indebærer, går derfor tabt i Corona-krisen. Ifølge Senay Tanis er folk fra Tyrkiet meget familieorienterede, og disse familier er ofte langt større end 10 personer. Derfor er traditionerne blevet ændret eller helt aflyst
“Vi har også haft et par bryllupper, der er blevet aflyst eller rykket. Jeg tror der er mange, der overvejer alternativer datoer. Men det er selvfølgelig trist. Og vi føler virkelig med dem, der har været påvirket af den her situation. Særligt når det påvirker en begravelse.”
Aflysning af begravelserne er specielt tragiske, fordi folk gerne vil begraves i deres hjemby i Tyrkiet, og der er i denne tid ingen fly til at transportere liget tilbage til Tyrkiet.
Ifølge Senay Tanis har den været hård for mange af de pårørende.
“Det er særligt de ældre, der ønsker at blive begravet i deres hjemby. Og det er forfærdeligt som pårørende ikke at kunne opfylde sine kæres sidste ønske.”
På Facebook har foreningen en gruppe med mere end 1000 mennesker. Her har Senay Tanis måtte lave et opslag, der fraråder folk at dukke op til arrangementer i kulturhuset. Og det har været svært for hende. Samtidig udviser folk stor forståelse og respekt for tiltaget, selv om der er mange, der er påvirket af det
“Der er jo tale om et slags forbud mod at gøre de ting, man har været vant til at gøre,” siger Senay Tanis.
På Silkeborgvej 326 er nøglen drejet om til porten. Et hold er bestilt til at desinficere villaen. Det hus, der normalt bærer stort præg af mennesker og liv, er lukket helt ned. Men når krisen er overstået, så åbner porten igen, og så vil villaen atter være centrum for kultur, religiøse ritualer og fællesskab. Og så vil folk atter kunne blive begravet i traditionernes ånd.