Fire tanzanianske dansere og én musiker fremførte i lørdags danseforestillingen ‘The Chair’ i Gellerup. Ifølge Brigitte Christensen, kunstnerisk leder ved EUTOPIA, kan vi i Danmark og Europa lære noget af de unge tanzanianere.
Af Malene Kielsgaard og Josephine Fenge Birk Nielsen
Hamadi Issa tager tilløb. Han sætter af fra scenens sorte trægulv, og flyver gennem ryglænet på den røde klapstol, de tre andre dansere har løftet op over hovedet. Publikum gisper i et udbrud af forbløffelse og forundring, klapper og rykker endnu et par centimeter frem i teatrets farverige sæder. De læner sig frem, grebet af dansernes akrobatiske bevægelser og stormende fortælling.
Fra Tanzanias gader til danske scener
De fire dansere Hamadi Issa, Mussa Selemani, Waziri Zubery og Salum Kabassa kommer fra organisationen MuDa Africa, som tilbyder professionel træning i musik og dans til tanzanianske unge. De unge mænd har optrådt på gaderne rundt omkring i Tanzania. Senere er de blevet undervist af professionelle koreografer.
I samarbejde med Black Box Theatre i Holstebro er de kommet fra Tanzania til EUTOPIA Stage i Gellerup for at fremvise danseforestillingen ‘The Chair’.
”Der er så meget skønhed og urkraft i den her forestilling. Disse mennesker har startet deres karriere op fra gaderne i Tanzania og er nu på tourné. De har rigtig meget at give af, af både livsvilje og kraft,” udtaler Brigitte Christensen, kunstnerisk leder af EUTOPIA.
“Bum!”
Endnu en danser falder på halen, da den røde stol trækkes væk under ham. Han troede endelig, at han havde vundet kampen om pladsen på stolen. De traditionelle afrikanske trommerytmer runger i ørene. Hurtigere, hurtigere, hurtigere. Rytmerne får pulsen til at stige, mens de fire dansere, med hurtigere, voldsommere og større bevægelser, kæmper om stolen og den magt og autoritet den symboliserer.
Et følelsernes rum
EUTOPIA er tænkt som et neutralt rum, hvor forskellige kulturer kan mødes om forskellige kunstneriske oplevelser, fortæller Brigitte Christensen. Hun har været med til at sætte projektet i gang, og har ansvaret for kunstneriske projekter som Den Internationale Festival og forskellige forestillinger.
”Teatret er et neutralt rum. Et følelsernes rum. Du kan få magiske oplevelser og finde ud af, at det ikke var så farligt, at hun havde tørklæde på, eller at hun var sort, brun, hvid eller Jehovas Vidne. Det er et sted, hvor vi har et eller andet til fælles,” fortæller Brigitte Christensen.
Med livet som indsats
Publikum rejser sig. De klapper. De klapper længe. Danserne bliver stående på scenen, med sveden løbende ned i panden og hjertet hamrende i brystet, mens de gisper efter vejret. Publikum sætter sig tilbage i sæderne igen. Der er stille i salen, mens indtrykket fra forestillingen synker ind. Samwel Hokororo, der har spillet trommer gennem en stor del af forestillingen, bryder stilheden.
“Well…,” forsøger han.
Publikum leer nervøst. Forestillingen har efterladt alle, med kæben hængende lidt længere nede. Det stråler ud af de fire dansere, at dansen for dem, er mere end bare dans. Dansen har givet dem muligheder og oplevelser. De har danset, som gjaldt det livet. Noget vi, ifølge Brigitte Christensen, kan lære af i Danmark og i resten af Europa.
“De mennesker kan give os noget refleksion, livskraft og glæde, og en fantastisk seriøs måde, at gribe tingene an på. En måde, som jeg tror er vigtig, for alle mennesker at have. At det er med livet som indsats, selvom vi ikke er i fare. Det her, med at man brænder for noget, det er det, der bevæger verden et andet sted hen, hvis vi gerne vil have en bedre verden,” forklarer Brigitte Christensen.